En hyldest til de fucking bedste unge med selvironien i behold

Hvordan magter en teenager at stå op om morgenen, spørger det komiske, sarkastiske, men også ærligt hyldende show “I’ de fucking bedste”.

★★★★★☆

Vi voksne elsker at hade teenagerne. Disse evigttrætte, aldrigmætte, bekymringstunge, grænsesøgende og selviscenesættende vækstbomber, der gror ud af børneværelserne og spirer lige lukt ind i fremtiden. Og vi skælver ved tanken om, hvordan det vil gå for samfundet, når disse bøvhoveder en dag skal overtage ansvaret.

Men de er jo også fantastiske. Det opdager vi, når vi ser Teater Apropos og Teaterhuset Filurens hyldestshow med titlen “I’ de fucking bedste”, hvor de tre voksne medvirkende påskønner ungdommen for så lidt som at stå op om morgenen. Det kan måske lyde en smule sarkastisk, men så skal man bare hænge i de næste 50 minutter, hvor argumenterne for at være blevet i sengen står i kø. Jo, det er sandelig ret utroligt, at de overhovedet står op.

Skuespillerne Betina Nydal, Steffen Nielsen og Bue Wandahl stryger ellers ikke bare teenagerne med hårene i “I’ de fucking bedste”. De skal mildest talt have en stor pose selvironi med sig i teatret, hvis de ikke skal føle sig trådt en smule over tæerne af dramatiker Henrik Szklanys tekst, der både kalder dem “blæste i hjernen” og gør nar ad deres sprogbrug, deres lortemusik og alt det, de skal huske at virke super ligeglade med.

“Jeg kan virkelig ikk’ li’ jer,” slipper de endda afsted med at sige til de unge. Lige i ansigtet på dem. “I fylder så meget over det hele.”

Det er en helt igennem fremragende tekst, som Henrik Szklany her står bag, og de tre skuespillere får som de voksne afsendere også det absolut bedste ud af replikkerne. Desuden er de alle tre aldeles sympatiske, så vi ikke bare gider at høre på dem, når de spiller de voksne (med deres egne navne), men også nyder det, når de parodierer ungdommen i stærkt karikerede stereotyper.

Morten Kamuk har skabt scenografien, der med glimmer og neon giver den helt rette show-stemning, mens Mette Ovesen står bag iscenesættelsen, der sørger for en konstant fremdrift med plads til høj energi, uden at det bliver monotont, og til følsomme scener, uden at det bliver et stilbrud. Og selvom show-formatet på mange måder virker kunstigt, så er der alligevel en gennemgående ægthed i forestillingen og de medvirkende.

Denne anmelder har fulgt Bue Wandahl som en del af ensemblet på Aarhus Teater i en årrække. Og selvom skuespilpræstationerne har været mange og gode, så har jeg ikke tidligere set ham med den samme gnist, som han har i denne produktion. Om det er freelancelivet eller formsproget, der sætter sådan fut i ham, kan man kun gisne om. Men det er, som om Bue Wandahl her har opdaget en side af sig selv, som hans publikum vil elske at se mere til.

“I’ de fucking bedste” er sjov og aldeles vellykket, og den kan anbefales til både de unge, der er i centrum for hyldesten, og til deres voksne, der sikkert også kan lære noget om de fantastiske teenagere.

Dramatiker: Henrik Szklany | Iscenesættelse: Mette Ovesen | Medvirkende: Steffen Nielsen, Betina Nydal og Bue Wandahl | Scenografi: Morten Kamuk | Lyddesign: Marcus Aurelius Hjelmborg | Lysdesign: Jesper Jepsson | Produceret af: Teater Apropos i samarbejde med Teaterhuset Filuren

Del med dit netværk