“Iliaden” er stadig relevant, men også bare ældgammel

Betty Nansen Teatrets opsætning af “Iliaden” rummer gode præstationer og en humoristisk lethed, men spændingen drukner i oldgræske navne.

★★★★☆☆

Krigen raser stadig i Ukraine. Og selvom krig har udviklet sig siden dén mellem Grækenland og Troja omkring år 1200 f.Kr., og i dag består af meget mere teknologi, diplomati og økonomi, så er det stadig først og fremmest på slagmarken, at den udkæmpes. Derfor er det desværre ikke svært at forholde sig til krigstemaet i Homers “Iliaden” fra cirka 800 år f.Kr., der nu spiller i en ny dramatisering på Betty Nansen Teatret.

Historien bliver let og spiseligt formidlet i Tom Silkeberg og instruktør Eline Arbos dramatisering. Grundfortællingen om den græske krigshelt Achilleus, hærføreren Agamemnon, vennen og elskeren Patroklos og den trojanske kongesøn Hektor er fint bibeholdt og velfortalt i dramatiseringen. Men historien om krigsbyttet Briseïs, der står som krigens offer midt i konflikten, trækkes frem som forestillingens centrum, hvorved “Iliaden” bliver ført op til nutiden og fremstår mere moderne med sin kvindelige hovedfigur.

Scenografen Ida Marie Ellekilde har sat forestillingen ind i et flisebeklædt og nedslidt rum, der kan være alt fra en gymnastiksal til en slagtehal. De knækkede og delvist nedrevne fliser får rummet til at virke som efterladenskaberne fra et angreb. Sådan kan vi forestille os, at flere steder ser ud i Ukraine lige nu. Samtidig kan flisevæggen også være en reference til datiden, hvor flisebeklædning allerede var en gammel opfindelse. Forestillingens to tider bliver dermed bundet fint sammen i scenografien.

Foto: Camilla Winther

På scenen er det Mathilde Arcel Fock, der i rollen som Briseïs og historiens fortæller gør sig mest bemærket. Hun er stjerneklar i sit udtryk, skønt varieret og både morsom, fængende og bevægende i sin karakterskildring. Det er storartet hovedrollearbejde! Desuden er Mathias Bøgelund rørende sårbar og ægte i rollen som Patroklos, der på den ene side elsker og ofrer alt for Achilleus, men på den anden side også må kæmpe for sin nation. Og Ena Spottag balancerer udmærket frygten og tvivlen med brutaliteten i rollen som trojanske Hektor.

I det hele taget er der gode præstationer hos alle de medvirkende, og forestillingen nærmest sitrer af intensitet. Samtidig er der en humoristisk lethed over iscenesættelsen, som passer godt ind i den profil, der er kommet på Betty Nansen Teatret med de nuværende direktører. Det gør det til en aldeles charmerende teateroplevelse.

Men vi kommer altså ikke uden om, at “Iliaden” er historien om en 2300 år gammel krig og nogle mennesker, som (måske) levede for lige så længe siden. Og det er altså indimellem svært at bevare spændingen, når ubegribelige og ukendte person- og stednavne fyger hen over scenen. Vi er i en helt anden tid og geografisk et helt andet sted i dag, og det, der var relevant i et heltedigt i oldtiden, er måske ikke relevant for danske teatergængere i 2023. Der skulle altså snittes og omformuleres en hel del i dramatiseringen, hvis “Iliaden” skulle fastholde spændingen hos denne anmelder igennem hele forestillingen.

Forestillingen spiller på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg til den 22. april 2023.

Forfatter: Homer i dansk oversættelse af Otto Steen Due | Dramatisering: Tom Silkeberg og Eline Arbo | Iscenesættelse: Eline Arbo | Medvirkende: Mathilde Arcel Fock, Anders Budde Christensen, Mathias Bøgelund, Asbjørn Krogh Nissen, Xenia Noetzelmann, Mathias Skov Rahbæk, Ida Cæcilie Rasmussen og Ena Spottag | Scenografi: Ida Marie Ellekilde | Musik: Thijs van Vuure | Lysdesign: Christian Alkjær | Produceret af: Betty Nansen Teatret

Del med dit netværk