Store præstationer på scenen i operaen “Intet” forplumres af en uskarp iscenesættelse og en skandaløs libretto og oversættelse.
★★☆☆☆☆
Den Jyske Opera sender professionelle operasangere på scenen sammen med talenter fra Det Jyske Musikkonservatorium og Den Jyske Operas ungdomstalenthold TalentU. Musikalsk ledsages de af musikere fra Aarhus Symfoniorkester og elever fra Det Jyske Musikkonservatoriums Orkesterskole.
Og der er i allerhøjeste grad tale om talenter. I særdeleshed er de professionelle sangere – ikke mindst Mathias Hedegaard i rollen som Pierre – velsyngende og udtryksfulde, men også de mange korister lyder fantastiske sammen. Deres entusiasme og nærværelse på scenen er mærkbar i hele Musikhuset Aarhus‘ Store Sal, og deres kropslige musikalitet er betagende at observere.
Forestillingen hedder “Intet” og er baseret på danske Janne Tellers ungdomsroman af samme titel fra 2000. Romanen er siden oversat til flere sprog og i 2016 adapteret til opera af den britiske librettist og forfatter Glyn Maxwell i samarbejde med komponisten David Bruce.
Foto: Kåre Viemose
“Intet” – eller “Nothing” – var en stor succes i England efter sin premiere i Glyndebourne i februar 2016. Iscenesættelsen af Bijan Sheibani er levende og energisk, og scenografien er både bemærkelsesværdig og særdeles velfungerende. Alt dette har man importeret mere eller mindre ukritisk – hvilket selvfølgelig giver mening oven på den modtagelse, det fik i England.
Og når man kopierer det hele og blot udskifter castet med de danske sangere og operatalenter, der som nævnt er særdeles velklingende – især i de store korarrangementer – så må det da blive en sikker succes i Aarhus også? Desværre ikke. Den hellige grav er så langt fra velbevaret.
“Nothing” er nemlig oversat til dansk af dramatiker, og i øvrigt næstformand i fagorganisationen Danske Dramatikere, Jesper Bræstrup Karlsen. Og hvilken håbløs oversættelse, det er blevet til! Denne anmelder har ikke hidtil oplevet så platte og banale replikker, hverken sunget eller talt. Bogstaverne kludrer sig sammen i munden på sangerne, og den smukke musik bliver nærmest hånet af ordenes misklange. Ydermere bærer oversættelsen præg af, at de engelske tekster er oversat direkte til dansk – i hvert fald er den engelske ordstilling i mange linjer bevaret, hvilket lyder noget forlorent.
Indimellem har man bibeholdt nogle af de engelske ord. Velsagtens fordi oversætteren har tænkt, at sådan siger de unge nutildags. Men mon ikke de fleste 14-årige i dag stadig ville sige “stuearrest” frem for “grounded” eller “stævnet” frem for “the cup”? Og siger nogen overhovedet om sig selv, at de er “cool”? Denne anmelder har ikke læst Janne Tellers originalforlæg, men uagtet om det er oversætterens eller Janne Tellers ord, så er det tåkrummende ordvalg. Det eneste, der er værre end voksne, der taler som unge, er når voksne får unge til at tale, som de voksne tror, at de unge taler. Det er, som at få en kat til at bjæffe.
Foruden oversættelsens fatale bidrag til forestillingen, så er forestillingens helhed heller ikke, hvor den kunne have været – omend de britiske dagblade ikke havde samme oplevelse i England. De mange muligheder for dramatisk spændning bliver på få øjeblikke afmonteret, og de mest dramatiske scener bliver nærmest ignoreret i både iscenesættelse og libretto.
Og hvorfor hele dette ståhej omkring hovedpersonen Pierres mening om noget som helst? I romanen har hans mening om meningsløsheden sikkert betydet noget for klassekammeraterne, men det bliver slet ikke fortalt i denne forestilling. Alligevel vil disse klassekammerater, der i øvrigt kalder Pierre ved øgenavne og ellers ignorerer ham, ofre det vigtigste, de har, for at overbevise ham om livets meningsfuldhed. Det giver simpelthen ingen mening, at Pierre og Pierres mening får så stor betydning for dem. Det synes helt umotiveret. Og derved bliver også den ellers så dramatiske slutning plat og meningsløs.
Men som enhver operatragedie bør, slutter forestillingen med et rekviem, der både musikalsk og visuelt er smukt og gennemført. Derfor er denne anmelders kritik af “Intet” udelukkende baseret på librettoen, oversættelsen og til dels iscenesættelsen. De mange medvirkende sangere, orkestret, musikken af komponist David Bruce og scenografien af Giles Cadle er altsammen til UG. Ulykkeligvis er et smukt hus uden fundament ikke meget værd.
“Intet” spiller i Musikhuset Aarhus ind til den 8. februar 2017.
Komponist: David Bruce | Librettist: Glyn Maxwell | Efter roman af: Janne Teller | Instruktør: Bijan Sheibani | Dirigent: Søren Kinch Hansen | Medvirkende: Sofie Elkjær Jensen, Mathias Hedegaard, Daniel Carlsson, Jakob Vad, Johanne Højlund og sangere fra Det Jyske Musikkonservatorium og Den Jyske Operas talenthold TalentU | Orkester: Musikere fra Aarhus Symfoniorkester og Det Jyske Musikkonservatorium | Oversætter: Jesper Bræstrup Karlsen | Koreograf: Aline David | Scenograf og kostumedesigner: Giles Cadle | Lysdesigner: Paule Constable | Produceret af: Glyndebourne og Royal Opera House, Covent Garden | Dansk genopsætning: Den Jyske Opera | I samarbejde med: Aarhus 2017
Del med dit netværk
