”Jeg er vinden” sender hilsner til Samuel Becketts absurdisme
Jon Fosses eksistentielle og poetiske ”Jeg er vinden” er aldeles velfungerende med klovneansigter og psykedeliske farver på Aalborg Teater.
★★★★★☆
“Jeg er borte. Jeg findes ikke.”
Sådan begynder den norske forfatter og dramatiker Jon Fosse sit værk ”Jeg er vinden” fra 2007, hvor to figurer sidder i en båd og forsøger at sætte ord på deres tanker og følelser. Forestillingen ender med, at den ene af dem springer i vandet og drukner sig, og i virkeligheden synes hele teksten at lede op til dette selvmord. Startreplikken bliver nærmest en begyndelse på en uundgåelig slutning.
Men hvem er disse to figurer egentlig? Aalborg Teater beskriver dem i programteksten som to venner. Og i tidligere opsætninger rundt omkring i verden er de sædvanligvis blevet spillet af to mænd. Men i manuskriptet bærer de navnene Den Ene og Den Anden og har altså ingen køn eller identitet. Måske er de hverken venner eller mennesker, men to sider af ét menneskes sind.
Især er Den Ene en følsom karakter, der uden held forsøger at sætte ord på følelserne. Men følelser er jo netop ikke ord, så hvordan skulle man kunne beskrive dem med ord? Den Anden forsøger at gå rationelt til dialogen og forstå, hvad Den Ene mener, men får aldrig rigtig mening i tingene.
På den måde sender teksten adskillige hilsner til den absurde teatergenre med Samuel Becketts ”Mens vi venter på Godot” i spidsen. Og Aalborg Teaters nye husinstruktør, Camilla Kold Andersen, har fanget lighedstrækkene og dyrket de absurde grundsten. For eksempel er de to figurer, som bliver spillet af Karla Rosendahl Rasmussen og Marie Knudsen Fogh, malet som klovne i ansigterne.
De taler om en båd, der ikke er der, og vandet, som de sejler på, ligger i et ubestemmeligt ingenmandsland. Pludselig kommer der sågar træer op af scenografien, som giver yderligere associationer til landevejsridderne i ”Mens vi venter på Godot”. Og skulle vi i øvrigt være i tvivl om genren, så dukker vores to hovedpersoner op fra en forhøjning i scenografien, der ikke så lidt minder om bunken, som Winnies sidder i i Becketts ”Glade dage”.
Der er altså godt med genrebevidsthed i ”Jeg er vinden”, og Camilla Kold Andersen kommer fint fra start i sit nye job som husinstruktør. Rent visuelt har scenografen Ditte Marie Tygesen og lysdesigner Kasper Daugberg skabt nogle psykedelisk farverige og ubestemmelige omgivelser, som forestillingen kan foregå i, ligesom lyddesigner Kristian Berg får hele rummet til at skvulpe. Og det hele fungerer storartet som et samlet udtryk.
Og ikke mindst er skuespillerne Karla Rosendahl Rasmussen og Marie Knudsen Fogh vidunderlige i de to klovnede roller. De er tragiske og komiske på samme tid, som klovne skal være. De formår at fastholde en grundstemning af bekymring, angst og utilpashed under hele forestillingen, mens de også med bittesmå, velvalgte blikke og bevægelser får os til at grine.
Men Jon Fosses ”Jeg er vinden” er ikke nogen nem forestilling at se. Hvis man kan lide at forstå, hvad man ser – at der er en tydelig handling med fremdrift – så skal man nok overveje at se noget andet i stedet. Men er man ikke bange for poesi og eksistentialisme, så er ”Jeg er vinden” en lækker lille sag med lang tids eftersmag.
Forestillingen spiller på Aalborg Teater til den 18. december 2021.
Dramatiker: Jon Fosse | Oversættelse: Madame Nielsen | Iscenesættelse: Camilla Kold Andersen | Medvirkende: Karla Rosendahl Rasmussen og Marie Knudsen Fogh | Scenografi:
Ditte Marie Tygesen | Lysdesign: Kasper Daugberg | Lyddesign: Kristian Berg | Produceret af: Aalborg Teater
Del med dit netværk
