”Jeg er vinden” sender hilsner til Samuel Becketts absurdisme

Jon Fosses eksistentielle og poetiske ”Jeg er vinden” er aldeles velfungerende med klovneansigter og psykedeliske farver på Aalborg Teater.

"Jeg er borte. Jeg findes ikke."

Sådan begynder den norske forfatter og dramatiker Jon Fosse sit værk ”Jeg er vinden” fra 2007, hvor to figurer sidder i en båd og forsøger at sætte ord på deres tanker og følelser. Forestillingen ender med, at den ene af dem springer i vandet og drukner sig, og i virkeligheden synes hele teksten at lede op til dette selvmord. Startreplikken bliver nærmest en begyndelse på en uundgåelig slutning.

Men hvem er disse to figurer egentlig? Aalborg Teater beskriver dem i programteksten som to venner. Og i tidligere opsætninger rundt omkring i verden er de sædvanligvis blevet spillet af to mænd. Men i manuskriptet bærer de navnene Den Ene og Den Anden og har altså ingen køn eller identitet.