”Kaldet” kom ikke i mål på Aarhus Teater

Der er store kvaliteter i ”Kaldet” på Aarhus Teater, selvom forestillingens helhed er tynget af en kedsommelig iscenesættelse og et noget uskarpt manuskript.

Vi møder nogle blinde salgskonsulenter, Tilde, Eva og Jesper, i et telemarketing-callcenter. Og vi møder deres ledere, som er en generation ældre – den seende Britta og den svagtseende Asger. Endeligt møder vi Rune, som er nyansat it-supporter, og som forestillingen drejer sig om.

Langsomt får Rune opfattelsen af, at de blinde er en del af en sammensværgelse imod ham, hvilket udvikler sig til paranoide vrangforestillinger. Han bliver besat af tanken om, at han bliver overvåget og forfulgt. Og det bliver måske til sidst hans redning, der får ham med i fællesskabet – hvis man altså vælger dén tolkning.

Forestillingen skulle ifølge teatret være en thriller, hvilket man ikke mærker meget til. Men der er thriller-elementer at spore i iscenesættelsen, samt i lyd- og lyssætning, hvilket bidrager til skiftende spændingsniveauer igennem forestillingen.

Ikke endnu en Saalbach-succes

”Kaldet” er skrevet af en af 80’ernes og 90’ernes store dramatiker- og forfatternavne, Astrid Saalbach, som i øvrigt har modtaget flere priser igennem årene for sit arbejde. Hun var med til at forme 90’er-dramatikken i Danmark sammen med dramatikere som Nikoline Werdelin og Line Knutzon, samt teatergruppen Dr. Dante.

Men i denne forestilling er dramatikken, i hvert fald i begyndelsen, usammenhængende og retningsløs. Først halvvejs inde i forestillingen begynder der at komme form på fortællingen, og hovedpersonen Rune får plads i dramatikken. En række sidehistorier, der fremstår centrale i øjeblikket, viser sig at være betydningsløse for forestillingen.

Dertil kommer forestillingens iscenesættelse af norske Victoria Meirik, som ikke hjælper Saalbachs tekst på vej. Den lader skuespillerne gå rundt på scenen og gøre og vise alt det, som teksten i forvejen siger. Og hvor teksten har mangler, støtter iscenesættelsen ikke op. Det kan opfattes som samhørighed imellem tekst og iscenesættelse, ja, men også som manglende helhedsoverblik.

Unge skuespillere i overhalingsbanen

Til gengæld er de seks skuespillere særdeles velfungerende i deres roller i ”Kaldet”. Christian Hetland spiller den seende og paranoide eller skizofrene it-supporter Rune med ægthed og nerve, som klæder både rollen og Christian Hetland som skuespiller. I rollerne som de ældre ledere er Inge Sofie Skovbo og Kim Veisgaard naturlige og rutinerede i deres spil.

Som de tre blinde medarbejdere i callcentret ser vi Anne Plauborg, Mette Døssing og Mikkel Becker Hilgart. Alle tre spiller med stor sikkerhed og troværdighed i rollerne. Selv deres blindestokke bevæger sig kontrolleret foran dem, mens de bevæger sig rundt på scenen.

Scenerne imellem Rune (Christian Hetland) og Jesper (Mikkel Becker Hilgart) har et helt særligt liv i forestillingen – også på manuskriptplan. Det er især i disse enkelte scener, at forestillingen reelt opnår et fælles fodslag. Og det skyldes i høj grad, at de to skuespillere i netop disse scener forstår, hvad deres roller vil og kan – og derfor får det liv.

Her ser vi et eksempel på, hvilke kvaliteter et teater kan trække ud af et fast skuespillerensemble, som tydeligt supplerer og udvikler hinanden – ikke blot i denne forestilling, men igennem flere sæsoner. Især de yngre skuespillere i ”Kaldet” formår at spille sammen, så man næsten kan forestille sig, at også deres puls og vejrtrækninger er synkroniserede.

Teknisk superduo

Og så sker der altså noget særligt på Aarhus Teaters Studio-scene, når man sætter lyd- og lysdesignerne Ise Klysner Kjems og Kim Glud sammen. I denne forestilling er både lyd og lys gennemført og præcist designet, og det er omfavner fuldstændigt de universer, som forestillingen bevæger sig i.

De har tidligere vist mere bemærkelsesværdige designs, end hvad de får lov at vise i ”Kaldet”, men det er bemærkelsesværdigt, hvordan dette makkerpar har en høj træfsikkerhed, hvad angår de forskellige forestillingers tekniske sider.

Om det er deres samarbejde eller kombinationen af de to designeres individuelle præstationer, der gør resultatet skudsikkert næsten hver gang – det vides ikke. Men man risikerer at blive forvænt af, at det så sjældent kikser med teknikken.

Stærke kræfter når ikke i mål

”Kaldet” handler om at kunne se sandheden og være alene med virkeligheden. Den handler om at være blind og alligevel kunne se, og om at kunne se og alligevel være blind. Og det er i virkeligheden, hvad forestillingen lykkes med – men først til sidst og kun delvist.

Forestillingen påbegynder for mange historier – eksempelvis historien om en bifigurs kærlighedsliv – som ikke har synderlig relevans for dramaet. Og ingenting bliver rigtigt afsluttet. Det er måske en stil, man kan vælge at bruge, men det betyder ikke, at det er god historiefortælling.

Til gengæld er der mange kvaliteter – også i manuskriptet. Astrid Saalbach skriver sprogligt levende, og det er mærkbart på replikkerne, at der er mange års skriveerfaring bag ordene. Rebbekka Bentzens scenografi og Victoria Meiriks iscenesættelse er ingenlunde udygtigt arbejde. De er bare kommet helt forkert fra start.

Manuskript: Astrid Saalbach | Iscenesættelse: Victoria Meirik | Medvirkende: Christian Hetland, Inge Sofie Skovbo, Mette Døssing, Mikkel Becker Hilgart, Kim Veisgaard og Anne Plauborg | Scenografi og kostumer: Rebekka Bentzen | Lysdesign: Kim Glud | Lyddesign: Ise Klysner Kjems