Comedy med Jakob Svendsen, hvor Gud, bordbøn, næstekærlighed og Noahs ark er på tapetet, i showet “Kristen i krise” ved Off The Record på Teatret Svalegangen.
★★★☆☆☆
Jakob Svendsen er stand-up-komiker og gymnasielærer i matematik, men han er også kristen, og “Kristen i krise” er et comedyshow, hvor han deler sine tanker om at være kristen på godt og ondt. Og han gør det på underholdende vis med stor nærværelse på scenen. Hans selvironiske selvforherligelse som et godt og hæderligt kristent menneske bevæger sig på grænsen til det usympatiske, men når han kort efter griner over hele hovedet over, hvor glad han er for at være lige her på denne scene, så vender sympatien straks tilbage.
Og det er især denne nærværelse og glæde ved at være komiker, der gør “Kristen i krise” underholdende, for vi kommer nemt til at grine sammen med ham, når han i et tilsyneladende ærligt freudiansk slip kommer til at kalde sin kæreste for gud midt i en joke om parforhold. Han er på den måde en komiker, der lader sig rive med i de øjeblikke, der spontant opstår, og publikum får lyst til at følge med ham. Hans fornemmelse for det absurde og de komiske formuleringer er god, omend en smule ensformig.
“Kristen i krise” er omkring en times show – en såkaldt ‘special’, som genremæssigt bevæger sig i et vadested imellem en kluboptræden og et onemanshow – og pointen er, at det ikke er nogen af delene. Hvor et onemanshow generelt stiller krav om en vis dramaturgi igennem showet, er en special mere dedikeret til de egentlige jokes. Det er så at sige komikerens bedste jokes i en længere udgave.
Jakob Svendsen forsøger derimod at trække nogle tydelige onemanshow-elementer ind i sin special, og på den måde giver han sig selv en større udfordring, end showet egentlig kan rumme. Showet introduceres med en sekvens af Mozarts “Requiem” og en dialog over højtalerne mellem Gud og Jakob Svendsen selv, før han kommer på scenen. Showets titel “Kristen i krise” lægger samtidig op til et egentligt tema eller en vinkel. Dette kommer til at stille andre krav til ham som komiker, som han ellers havde været fri af i en special.
Og her lykkes Jakob Svendsen ikke helt. Det er svært at se, hvor den egentlige krise opstår, og hvor det ellers underholdende indhold får den grundlæggende dybde, som et godt onemanshow består af. Jakob Svendsen sætter derfor sig selv i en svær position midt imellem de to stole, der på den ene side fordrer jokes og gedigen underholdning og på den anden side fordrer holdninger, dybde og et gennemarbejdet forløb. Han gør lidt af det hele og når som sådan ikke i mål med begge projekter.
Det er ærgerligt! For Jakob Svendsen har i virkeligheden en ægte komiker i hjertet, og med lidt mere rutine, lidt mere skarphed i showet og lidt mere joke-teknisk variation, så kan han sagtens nå dertil, hvor to gange 45 minutter med ham i et onemanshow kan være en både underholdende og berigende aften i teatret.
Komiker: Jakob Svendsen | Voice over: Brian Mørk