”Kvinden ved 1000 grader” – erindringsmonolog på Aarhus Teater

Forestillingen ”Kvinden ved 1000 grader” med skuespiller Solbjørg Højfeldt er et gæstespil på Aarhus Teater, som spiller den 2. til 5. november 2016. Forestillingen er en dramatisering af en roman med samme titel – skrevet af den islandske forfatter Hallgrímur Helgason.

Hvad gør teater til teater? Det er nødvendigt at overveje det spørgsmål, når man skal anmelde forestillingen ”Kvinden ved 1000 grader”, som gæster Aarhus Teater i disse dage. For selvom der står en skuespiller med replikker på en scene, der er lys på vedkommende, og der er publikum i salen, så er det ikke nødvendigvis teater, vi ser.

Romanen af Hallgrímur Helgason blev i 2013 nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Og der er ingen tvivl om, når vi hører skuespiller Solbjørg Højfeldt i dramatiseringen, at der er tale om et yderst litterært værk, som her er sat i scene. Men er det teater, eller er det i virkeligheden en lydbog, som vi hører ’live’?

Den døende kvinde

Vi hører først en moden kvindestemme i mørket. Hun bestiller en tid over telefonen til sin egen kremering. Krematoriets medarbejder må insistere på, at hun skal være død først – og at hun i øvrigt skal bestille tid på internettet.

Scenen er skabt som en slags firkantet tragt, hvor scenerummet blive mindre og mindre, ind til vi når til en lille åbning bagest på scenen i vinduesstørrelse. Et svagt lys går op i baggrunden, og vi ser Solbjørg Højfeldt sidde i silhuet i vinduesrammen. Herfra bevæger hun sig afdæmpet rundt på scenen igennem forestillingen.

Hun fortæller om et liv. Et levet kvindeliv. Et liv fuld af ulykke, sorg, forbitrelse, fordømmelse og rodløshed. Nu er hun 80 år gammel. Hun er døende af cancer. Hun er stukket af fra sit alderdomshjem og fundet sig en garage, hvor hun kan være alene. Og her, i mørket, sidder hun og lader livet passere revy.

Lyset skinner på hendes ansigt, idet hun fortæller om en voldtægt, hvorefter hun stak af ind i en mørk og kold skov. Hun står i en løstsiddende skjorte og løse bukser og med bare tæer. Hun ikke blot fortæller, men gennemlever alle disse øjeblikke. De mange mænd, som hun igennem livet har givet sin krop til – men tilsyneladende aldrig givet sig hen til.

Erindringer og fortællinger

Øjeblikkene i forestillingen bliver rørende og til tider maleriske. Men altså kun i øjeblikke. Det er tydeligt at mærke, at der er tale om en roman. Vi bevæger os ind i nogle situationer og øjeblikke i hovedpersonens liv, som får lov at blomstre hver for sig. Disse øjeblikke kunne vi som læsere nyde at lade os opløse i.

Men som teaterpublikummer har vi brug for dramatik. Solbjørg Højfeldt skifter levende fra det ene øjeblik til det næste; snart er hun 80 år, og snart er hun 11. I det ene sekund fortæller hun, og i det næste øjeblik erindrer og genoplever hun. Men hun farer til tider så langt ind i disse erindringer, at vi som publikum efterlades uden for hendes univers.

Vi bliver altså ikke en del af denne kvindes fortælling, men vi bliver blot tilskuere. Havde vi siddet med bogen i hænderne – eller med Solbjørg Højfeldts fantastiske stemme i ørerne, med lukkede øjne og med en varm kop et-eller-andet i hænderne, så kunne vi få lov at genopleve livet sammen med hovedpersonen. Nu må vi nøjes med at kigge på, mens fortællingen sker foran os. Ikke med os, men til os.

Mangel på drama

Teksten af Hallgrímur Helgason er som litterær tekst velfungerende – også ifølge Nordisk Råds komité. Det er Solbjørg Højfeldts og dramaturg Karen Maria Billes dramatisering af den, der savner dramatik. Vi vil se og mærke den kvinde, der står foran os. For på teatret er hun et menneske – i romanen er hun bare ordet ”jeg”. Det er kvinden foran os, der er interessant, når vi ser teater, og ikke hvilke tyskere og argentinere, hun har været i seng med, eller hvilke børn og forældre hun har mistet.

I få øjeblikke får vi lov at mærke hende i levende live med en kulsort galgenhumor. Det er, når hun lever, vi mærker hende. Resten af tiden hører vi bare historier. Der er bid i dem, der er mening bag dem, og der er poesi og lyrik i dem. Men der er ikke meget drama, og det er jo, hvad vi kommer i teatret for at få.

Dramatisering: Karen Maria Bille og Solbjørg Højfeldt | Efter roman af: Hallgrímur Helgason | Medvirkende: Solbjørg Højfeldt | Personinstruktion: Therese Willstedt | Scenografi: Birgitte Mellentin | Lysdesign: Kisser Rosenquist | Lyddesign: Jes Theede | Kostumier: Hanne Mørup