ANMELDELSE: Lasse Rimmer – Færre end 3, Folketeatret

Lasse Rimmer har noget på <3

Onemanshowet “Færre end 3” er et følsomt og bevægende show af , men den skarpe og gennemtænkte komik står i skyggen af alvoren.

★★★★★☆

Vi træder ind i teatersalen til lyden af Michael Bublé. Scenografien ligner noget hjemmetømret byggesjusk, og alligevel har det et æstetisk og professionelt udtryk. Lysdesignet skaber – mere eller mindre diskret – rum og stemninger igennem showet ved hjælp af farver og lysniveauer.

I det hele taget har Lasse Rimmers nye onemanshow ”Færre end 3” (eller ”< 3”) et fuldendt scenekunstnerisk udtryk. Og det er ikke kun omgivelserne på scenen, der ser ud til at læne sig kraftigt op ad teatrets virkemidler.

Udtryksfuld performance

Lasse Rimmers show er nemlig mere bevægende, end det er morsomt. Showet handler om kærlighed og drejer sig ikke mindst om hans nuværende forhold. Det giver en klump i halsen på både Rimmer og publikum, da han fortæller om deres måske alt for korte fremtid sammen.

Og Rimmer formår at formidle følelser såvel som jokes. Han har i et tidligere show omtalt sin egen evne som skuespiller ved angiveligt at citere en anmeldelse af hans medvirken i Ole Bornedals spillefilm ”Fri os fra det onde” (2009), hvor han sammenlignes med en spankulerende, hypnotiseret trane.

Og der er også lidt hypnotiseret trane over ham i ”Færre end 3”, men faktisk er det dét, der virker. Hans vidtåbne øjne og de ukontrollerede bevægelser giver et indtryk af, at han har for meget inden i sig, der ikke kan komme ud. Og i et følsomt show som dette er det et udtryk, vi kan forstå.

Derfor er det min glæde som anmelder at kunne skrive: spankulerer heldigvis igennem showet som en hypnotiseret trane.

Mere bekendelse end komik

Denne slags standup, hvor komikken står på et fundament af private eller dybt personlige fortællinger, er af og til blevet kaldt bekendelseskomik. Vi så et ærkeeksempel på det i Rune Klans onemanshow ”Barnløs”, der handlede om hans og hans kærestes fertilitetsproblemer.

Det er bekendelseskomikken, der virkelig understreger, at standup også er scenekunst – også selv om en del af komikerne hårdnakket fornægter det.

Men hvis bekendelseskomikken skal fungere, skal man kunne balancere meget præcist imellem komik og alvor. Vi forventer stadigvæk, at standup først og fremmest er sjovt, spydigt og chokerende. Og når man lægger en såkaldt bekendelse ind, tager man også i de fleste tilfælde en joke ud.

Lasse Rimmers ”Færre end 3” er så bevægende, at selv det sjove og gennemtænkte i showet falder i baggrunden. Og selv om vi har grinet, er vores overordnede oplevelse af showet, når vi går derfra, at showet har været mere følsomt fortællende, end det har været underholdende. Men ikke desto mindre både velskrevet, veliscenesat og veludført.


Af og med: | Iscenesættelse: Scenografi: | Lysdesign:

Del dette indlæg