Hvor er den, der skulle have sagt nej?
Musicalen ”Leonora Christina” på Odeon i Odense er for ustruktureret og for omfattende til Peter Langdals krøllede idéer og æstetiske fokus.
★★★☆☆☆
Lad det være sagt med det samme: I den store musicalsatsning ”Leonora Christina” på Odeon i Odense er de medvirkende både velsyngende og velspillende, og det visuelle udtryk er smukt og gennemarbejdet.
Der er så meget kvalitet, at det halve kunne være nok – og det er i bogstavelig forstand: Det halve ville have været rigeligt. Forestillingen strækker sig nemlig over tre timer, og det bedste, man kan sige om det, er, at publikum får en masse teater for billetprisen.
Musicalen er nyskrevet af dramatiker Andreas Garfield efter drejebog af instruktøren, Peter Langdal. Og selv om forestillingen hedder ”Leonora Christina”, er det langtfra kun hendes historie, vi hører om, men i stedet hele den politiske situation i Europa igennem 1600-tallet.
Nogen må sige nej
Det betyder, at forestillingen bliver en stor – og alt for lang – omgang dramaturgisk roderi. Andreas Garfields manuskript er fint på replikniveau, men langtfra formidlende nok. Sangteksterne af Torben Kirkegaard er banale og amatøristiske, mens musikken af komponist Stephen Henriksen er veludført håndværk, men stilmæssigt alt for usikkert.
Og iscenesættelsen af Peter Langdal er, som Peter Langdals iscenesættelser er: De er fantasifulde og æstetiske, de er udfordrende for værket, og de udfolder og fortolker historien sammen med publikum.
Men når forlægget er så porøst og ustruktureret, som det er i ”Leonora Christina”, falder det hele sammen, når Langdal begynder at eksperimentere. Vi savner simpelt hen dramaturgi, begrænsning og formidling. Nogen skal sige nej, når fantasien løber løbsk. Og der er tilsyneladende ikke et budget, der gør det.
Det er godt for øjne og ører
Heldigvis er aftenen ikke spildt for de sangglade publikummere og æstetikerne. Xenia Lach-Nielsen, Stig Rossen, Troels Lyby, Christina Elisabeth Mørkøre og de andre solister er både imponerende sikre i deres stemmer og velspillende som skuespillere.
Også ensemblets korsatser er præcise og velklingende, hvilket også gør sig gældende for musikken ved Odense Symfoniorkester under ledelse af Casper Schreiber.
Visuelt har Karin Betz endnu en gang skabt et kostumedesign, der smukt forbinder det klassiske med det teatralske. Ashley Martin-Davis har lavet en udtryksfuld scenografi med et imponerende væld af muligheder, mens Jonas Bøghs lysdesign er en naturlig forlængelse af det visuelle koncept.
Alt i alt, hvis man prioriterer sangene over historiefortællingen, eller hvis man bare ikke kan få nok af kongekroner og barokkjoler, så er Odeon i Odense ikke noget tosset sted at få depoterne fyldte.
Dramatiker: Andreas Garfield | Drejebog og iscenesættelse: Peter Langdal | Komponist: Stephen Henriksen | Sangtekster: Torben Kirkegaard | Medvirkende: Xenia Lach-Nielsen, Troels Lyby, Lars Simonsen, Christian Mosbæk, Anders Gjellerup Koch, Joakim Lind Tranberg, Cecilie Gerberg, Christina Elisabeth Mørkøre, Stig Rossen, Natalí Vallespir Sand, Frederik Mansø Boutrup m.fl. | Dirigent: Casper Schreiber | Musik: Odense Symfoniorkester | Scenografi: Ashley Martin-Davis | Kostumedesign: Karin Betz | Koreografi: Peter Friis | Lysdesign: Jonas Bøgh | Lyddesign: Jesper Findshøj | Produceret af: Odense Teater, Odense Symfoniorkester og Den Fynske Opera
Del med dit netværk
