ANMELDELSE: Livlægens besøg, Betty Nansen Teatret
Smuk forestilling og historisk genfortælling i “Livlægens besøg” – men med voldsomme mangler i dramatikken og iscenesættelsen.
“Livlægens besøg” er ikke en teaterversion af filmen “En kongelig affære”. Det er en dramatisering af svenske P.O. Enquists roman af samme titel, som baserer sig på den del af Danmarkshistorien, hvor den tyske oplysningsmand og Kong Christian VIIs livlæge, Johann Friedrich Struensee, indfører tusindvis af love og lovændringer på vegne af kongen i oplysningstidens navn.
Forestillingen på Betty Nansen Teatret er dramatiseret af Erik Norberg og Johanna Garpe og bearbejdet af Emmet Feigenberg og Karen-Maria Bille. Iscenesættelsen er ligeledes af Emmet Feigenberg.
Dramatiseringen er i sig selv vellykket. Replikkerne er levende og velskrevne, og når forestillingen slutter med Christian VIIs ord om ‘Struensees tid’ løber kuldegysningerne ned over ryggen, og hårene rejser sig på armene – omend det desværre er første gang i forestillingen.
For hvad vil denne teaterfortælling – foruden altså at genfortælle historien om 5 skelsættende år omkring 1770? Det er ikke helt til at gennemskue. Det skyldes til dels dramatiseringen, men i høj grad iscenesættelsen af Emmet Feigenberg. Når vi ser ud over de 10 skuespillere på scenen, ser vi ingen hovedperson. Struensee skildres både naiv og desparat, og Christian VII fremstilles dybsindig og samtidig fuld af ligegyldighed. Dronning Caroline Mathilde får en offerrolle, mens alle de embedsmænd, der er imod kongen og Struensee, kun knapt nok bliver gjort til modstandere.
Det er som at åbne en historiebog for to timer senere at lukke den og tænke: “Nå, det var sådan, det var.” Dramaet ligger i Danmarkshistorien, og ikke i dramatiseringen – hvilket er ærgerligt. Teatret passer ellers så godt til dramatik.
Den mangelfulde iscenesættelse er mærkbar på skuespillerne. Hos langt de fleste medvirkende ser vi kun deres potentiale i strejf – men resten af tiden er de skuespillere uden retning. Karaktererne er flade og ufuldkomne. Og når det rammer et helt hold, og ikke kun enkelte skuespillere, må årsagen findes et andet sted.
Signe Egholm Olsen (Caroline Mathilde) kan med sin temperamentsfulde energi få enhver publikumssal til at dirre – men ikke helt denne aften. Elliott Crosset Hove (Christian VII) viser så fine intentioner på at portrættere en ung og gal konge uden klichéer og billige tricks – og det lykkes også. Vi får at vide, at han – måske – ikke bare er ung og gal. Men vi savner at få at vide, hvad han så er. Troels Thorsen (Johann Struensee) er særdeles nærværende i de følsomme scener, hvor tempoet er lavt – men når frustrationen og foragten stiger i ham, når blodet bruser og hovedet koger, så mister han grebet omkring sin rolle. Så bliver han en skuespiller der kæmper for ikke at falde igennem. Det er virkelig ærgerligt!
Rent visuelt er forestilling sublim. Scenografien udtrykker smukt de kolde og mørke mure, som oplysningstiden forsøgte at kæmpe sig igennem – og hvor lyset kun kommer ind ad sprækkerne. Rokoko-stole og en smuk lysekrone gør denne fængselscelle-agtige festsal kongelig og voluminøs – uden at fylde. Det er endnu en gang scenograf Karin Betz’ værk. En ægte æstetiker.
Forestillingens højdepunkt er som nævnt de sidste 30 sekunder – og her får den virkelig fuld skrue. Her er Elliott Crosset Hoves stemme fantastisk til de stærke ord: “Vi taler om Struensees tid – ikke Guldbergs tid, men Struensees tid. I nat vil vi tænke på Struensees tid og på, hvordan en gnist kan tænde en brand.”
“Livlægens besøg” spiller på Betty Nansen Teatret ind til den 14. januar 2017.
Efter roman af: Per Olov Enquist | Dramatiseret af: Erik Norberg og Johanna Garpe | Iscenesættelse: Emmet Feigenberg | Bearbejdelse: Emmet Feigenberg og Karen-Maria Bille | Medvirkende: Elliott Crosset Hove, Signe Egholm Olsen, Troels Thorsen, Ole Lemmeke, Nicolai Dahl Hamilton, Asbjørn Krogh Nissen, Julie Agnete Vang, Tina Gylling Mortensen, Tom Jensen, Rikke Westi m.fl. | Scenografi og kostumer: Karin Betz
