Medeas vrede kommer flot til udtryk på Aalborg Teater
Det er især Camilla Gjelstrups behandling af Medeas indestængte vrede og vaklende sind, der gør Aalborg Teaters ”Medea” et besøg værd.
★★★★☆☆
Hvis man kan tale om greatest hits inden for scenekunsten, så kunne en af de mest udødelige evergreens være den scene, hvor Medea kæmper med sig selv – hvor kærligheden til hendes børn bekriger hendes hævngerrighed over for Jason.
“Hvad nytter det, at jeg får ram på Jason ved at ofre mine sønner, hvis jeg selv bliver hårdest ramt?”
Sådan lyder en linje i scenen, og som et omkvæd i en popsang understreger den hele handlingens omdrejningspunkt. Og man skal kun have set nogle få opsætninger af Euripides’ næsten 2.500 år gamle tragedie ”Medea”, før dén linje er en, man kunne synge med på.
Medea er blevet forladt af sin mand og sine børns far, Jason, der nu skal giftes med kong Kreons datter. Samtidig er hun blevet landsforvist, fordi Kreon ikke er tryg ved at have Medea – og hendes temperament – boende i landet. Medea vil hævne sig ved at dræbe kongens datter og dermed straffe både Jason og Kreon. Men hendes plan kræver også, at hendes egne børn skal dø.
Medea i syv sind
Når jeg fremhæver netop den scene, så er det, fordi den er ekstremt velfungerende i Aalborg Teaters nye opsætning.
Igennem monologen skifter hun ustandseligt sindsstemning, og det udtrykker Camilla Gjelstrup fortræffeligt i rollen som Medea. Hun er skiftevis bange, fattet, blodtørstig, sorgfuld og apatisk. Og disse skift springer Gjelstrup frygtløst rundt i, mens hun dog fastholder sin karakters sammenbidte figur. Ofte er god skuespilkunst at spille flere ting på én gang, og det gør Camilla Gjelstrup her.
Scenens mange skift understøttes desuden af Kasper Daugbergs lysende loft, der ligesom lysstriben i en kopimaskine fejer hen over scenen, hvorefter det bliver mørkt et sekund. Når lyset kommer igen, har Medea et nyt udtryk. Det bliver nærmest filmisk at betragte, og det tvinger os til at se Medeas vægelsind som et mylder af tanker i et endeløst mareridt.
En løvinde i bur
Der er kun tre skuespillere på scenen, og foruden Camilla Gjelstrup i hovedrollen er det Bolette Nørregaard Bang og Marcus Gad Johansen, der med både humor og intensitet spiller alle de øvrige roller. Det medfører altså en vis forvirring, hvis man ikke er tryg i persongalleriet og handlingen i forvejen.
Men effekten af det er, at det i endnu højere grad sætter Medea og hendes indestængte vrede i centrum. Det ser vi især, når Medea ræser rundt langs kanten af Katrine Krohns kvadratiske scenografi, mens hun diskuterer med birollerne, der står uden for scenen. Så bliver Medea som en løvinde i et bur, der brøler ad et stykke med antilope uden for gitteret. Og når de andre indimellem vover sig ind på scenen, ender de som afpillede kadavere på det støvede scenegulv.
En styrke i Euripides’ tekst er, at den synes at have indfanget hele det menneskelige sind i ét værk, hvor temaer som blandt andet forræderi, magt, krig, flugt, hjem, familie og kærlighed er i spil. Ulempen er til gengæld, at en ny opsætning er nødt til at vælge imellem disse temaer. Den stillingtagen mærker vi ikke rigtigt. Scenografien, iscenesættelsen og skuespillerne peger på forskellige fortolkninger, og ”Medea” kommer derfor til at synes noget ufokuseret.
Forestillingen spiller på Aalborg Teater til den 27. september 2021.
Forfatter: Euripides | Oversættelse: Inger Christensen | Iscenesættelse: Sullivan Lloyd Nordrum | Medvirkende: Camilla Gjelstrup, Bolette Nørregaard Bang og Marcus Gad Johansen | Scenografi: Katrine Krohn | Lysdesign: Kasper Daugberg | Lyddesign: Rune Abel Aagaard | Produceret af: Aalborg Teater
Del med dit netværk
