Kunstig og langsommelig “Melancholia” rører os ikke rigtig
Det er desværre kun de sidste 15 spændingsfyldte og velfortalte minutter af Aarhus Teaters version af “Melancholia”, der kan anbefales.
★★★☆☆☆
Det er nok ingen overraskelse, hvordan “Melancholia” ender. Lars von Triers succesfilm fra 2011 var den anden film i den såkaldte depressionstrilogi, der også indeholdt “Antichrist” og “Nymphomaniac”. Og depressionen er central i “Melancholia”, hvor den tungsindige Justine rammes af meningsløshed, mens hendes søster Claire forsøger at få hende tilbage til livet, imens planeten Melancholia er på vej imod jorden med en altødelæggende kraft.
Aarhus Teater har sat instruktør Anja Behrens til at iscenesætte teaterversionen af filmen, som dramatiker Sonja Ferdinand har stået for at oversætte. Resultatet er desværre blevet en underligt kunstig forestilling, der langtfra levendegør dramaet og den science fiction-lignende historie, men tværtimod bliver som en tyk mur imellem os og de medvirkende.
Da den nygifte Justine modtager en kærlighedserklæring fra sin nye og forelskede mand (Mathias Skov Rahbæk), svarer hun: “Jeg er i princippet enig.” Det er et velkendt symptom på depression, at man bliver apatisk, men det er vel ikke meningen, at vi som publikum også skal blive det?
Det er imidlertid konsekvensen med mange replikker, der lugter langt væk af skriftlighed, mens skuespillerne samtidigt ikke formår at tilføre tilstrækkelig ægthed til dem. Det tætteste, vi kommer på autenticitet, er hos Hanne Windfeld og Jesper Lohmann i rollerne som Claire og Justines mor og far. Desværre bliver deres spillestil så markant anderledes end de øvriges, at de synes mærkværdigt malplacerede i forestillingen.
Dertil kommer en hel stribe af karakterer og scener, som flagrer i luften i Aarhus Teaters bearbejdelse. Hvad er det med Justines karriere? Hvad går der egentlig af hendes noget overreagerende chef (Christian Hetland)? Hvorfor går Justines svoger (Kjartan Hansen) sådan op i, hvor meget han har betalt for hendes bryllup? Hvad blev der af den lille affære med kontorknægten Tim (Emil Busk Jensen)?
Mange problemer skyldes Anja Behrens‘ iscenesættelse, der har fortabet sig i et surrealistisk formsprog, der bare ikke rigtigt vil fungere. Den underliggende lydkulisse, der forsøger at fremmane en spændingsfølelse, får desværre den modsatte effekt. Og langsommeligheden, som sikkert er noget af dét, som man enten hader eller elsker ved Lars von Triers film, bliver for denne anmelder dræbende kedelig i teaterversionen.
Det er altsammen i skærende kontrast til de aldeles vellykkede iscenesættelser, vi har set fra Anja Behrens – ikke mindst hendes opsætning af “Ordet” på Aarhus Teater i 2020.
Omstændighederne og de kejtede replikker taget i betragtning, så får trekløveret Rikke Lylloff, Mette Døssing og Kjartan Hansen på glimrende vis skabt et rum, der virker. Det mærker vi henimod slutningen, hvor undergangen nærmer sig, og alle bryllupsgæsterne og de mystiske sidehistorier er verfet af scenen. Her bliver det et regulært drama med en naturlig spænding, interessant dobbelthed i skuespillet og klare karakterfortællinger.
Desuden er Ida Grarups scenografi simpelthen betagende med sine slanke linjer, den tunge marmorplade som gulv, spejlene på væggen og de lette gardiner. Og da der hele ender med et glimt, giver det faktisk et tilfredsstillende sug i maven. Det er hyperæstetisk og en fornøjelse at betragte.
“Melancholia” spiller på Scala-scenen på Aarhus Teater til den 28. september 2022.
Af: Lars von Trier | Oversættelse: Sonja Ferdinand | Iscenesættelse: Anja Behrens | Medvirkende: Rikke Lylloff, Mette Døssing, Jesper Lohmann, Hanne Windfeld, Mathias Skov Rahbæk, Christian Hetland, Kjartan Hansen, Emil Busk Jensen m.fl. | Scenografi og kostumedesign: Ida Grarup | Musik: SØS Gunver Ryberg | Lysdesign: Turpin Napoleon Djurhuus | Lyddesign: Kim Engelbredt | Produceret af: Aarhus Teater
Del med dit netværk
