Kunstig og langsommelig “Melancholia” rører os ikke rigtig

Det er desværre kun de sidste 15 spændingsfyldte og velfortalte minutter af Aarhus Teaters version af “Melancholia”, der kan anbefales.

★★★☆☆☆

Det er nok ingen overraskelse, hvordan “Melancholia” ender. Lars von Triers succesfilm fra 2011 var den anden film i den såkaldte depressionstrilogi, der også indeholdt “Antichrist” og “Nymphomaniac”. Og depressionen er central i “Melancholia”, hvor den tungsindige Justine rammes af meningsløshed, mens hendes søster Claire forsøger at få hende tilbage til livet, imens planeten Melancholia er på vej imod jorden med en altødelæggende kraft.

har sat instruktør til at iscenesætte teaterversionen af filmen, som dramatiker har stået for at oversætte. Resultatet er desværre blevet en underligt kunstig forestilling, der langtfra levendegør dramaet og den science fiction-lignende historie, men tværtimod bliver som en tyk mur imellem os og de medvirkende.

Da den nygifte Justine modtager en kærlighedserklæring fra sin nye og forelskede mand (), svarer hun: “Jeg er i princippet enig.” Det er et velkendt symptom på depression, at man bliver apatisk, men det er vel ikke meningen, at vi som publikum også skal blive det?

Det er imidlertid konsekvensen med mange replikker, der lugter langt væk af skriftlighed, mens skuespillerne samtidigt ikke formår at tilføre tilstrækkelig ægthed til dem. Det tætteste, vi kommer på autenticitet, er hos og i rollerne som Claire og Justines mor og far. Desværre bliver deres spillestil så markant anderledes end de øvriges, at de synes mærkværdigt malplacerede i forestillingen.

Dertil kommer en hel stribe af karakterer og scener, som flagrer i luften i Aarhus Teaters bearbejdelse. Hvad er det med Justines karriere? Hvad går der egentlig af hendes noget overreagerende chef ()? Hvorfor går Justines svoger () sådan op i, hvor meget han har betalt for hendes bryllup? Hvad blev der af den lille affære med kontorknægten Tim ()?

Mange problemer skyldes ' iscenesættelse, der har fortabet sig i et surrealistisk formsprog, der bare ikke rigtigt vil fungere. Den underliggende lydkulisse, der forsøger at fremmane en spændingsfølelse, får desværre den modsatte effekt. Og langsommeligheden, som sikkert er noget af dét, som man enten hader eller elsker ved Lars von Triers film, bliver for denne anmelder dræbende kedelig i teaterversionen.

Det er altsammen i skærende kontrast til de aldeles vellykkede iscenesættelser, vi har set fra – ikke mindst hendes opsætning af “Ordet” på Aarhus Teater i 2020.

Omstændighederne og de kejtede replikker taget i betragtning, så får trekløveret , og på glimrende vis skabt et rum, der virker. Det mærker vi henimod slutningen, hvor undergangen nærmer sig, og alle bryllupsgæsterne og de mystiske sidehistorier er verfet af scenen. Her bliver det et regulært drama med en naturlig spænding, interessant dobbelthed i skuespillet og klare karakterfortællinger.

Desuden er Ida Grarups scenografi simpelthen betagende med sine slanke linjer, den tunge marmorplade som gulv, spejlene på væggen og de lette gardiner. Og da der hele ender med et glimt, giver det faktisk et tilfredsstillende sug i maven. Det er hyperæstetisk og en fornøjelse at betragte.

“Melancholia” spiller på Scala-scenen på til den 28. september 2022.


Af: Oversættelse: Iscenesættelse: Medvirkende: , , , , , , ,  m.fl. | Scenografi og kostumedesign: Musik: Lysdesign: Lyddesign: Produceret af:

Del med dit netværk

Støt mortenhede.dk

Hvis du sætter pris på mine anmeldelser og gerne vil støtte mit arbejde, så kan du overføre en donation via MobilePay. På forhånd tak for dit bidrag! ♡

Klik på knappen herover, eller indtast koden direkte i MobilePay-appen:
9610GW