Seks timers spændende og fængende teater

Odense Teaters “Min geniale veninde” er med Madeleine Røn Juuls iscenesættelse og Catia Hauberg Engels scenografi temmelig genialt teater.

★★★★★☆

Det er muligt at se Odense Teaters ”Min geniale veninde” i to halvdele, så man ikke skal bruge en halv dag i teatret – men jeg vil klart fraråde det. Det sensationelle ved maratonversionen af ”Min geniale veninde” er nemlig, at forestillingen nemt holder os nysgerrige og spændte igennem samtlige seks timer.

Desuden er forestillingens to dele bygget op som én forestilling, så hvis man tager forestillingen over to aftener i stedet for én dag, så skal man altså forberede sig på, at man går hjem fra teatret efter at have set første del med en noget halvfærdig fornemmelse i kroppen.

Virkelighedens kønsstereotyper

Og der er som sagt intet at frygte ved varigheden.

Madeleine Røn Juuls geniale iscenesættelse og lige så geniale scenografi holder os engageret fra begyndelse til slutning, og det er, som om de to altid lige har et ekstra es i ærmet.

Forestillingen er baseret på en bogserie af den italienske forfatter Elena Ferrante (pseudonym) og handler om to veninders opvækst sammen i Napolis nedre samfundsklasse og deres livshistorier op igennem seks årtier – præget af efterkrigstid, klassekamp, mafiakriminalitet og kønsstereotyper.

Foruden de to veninder – den intelligente, strukturerede og efterhånden veluddannede Elena () og den overbegavede, spontane og stærke arbejderklassekvinde Lila () – møder vi også næsten enhver anden kvindetype, man kan komme i tanker om.

Der er både den underdanige husmor, den halvdumme gås og den skrappe, italienske mama. På den anden side er næsten alle mændene én type – den sexistiske og overseksualiserede mafioso-mand, der først smækker sin dame én på låget, hvorefter han råber: »Se nu, hvad du fik mig til!«

Det feministiske udtryk er soleklart, men det overskygger ikke alt det andet lige så interessante og relevante i forestillingen. Og det rører os først og fremmest, fordi det ikke forsøger at prædike, men blot afspejler en ikke særligt fjern virkelighed.

I Napolis gader

Vi sidder i en scenografi, der både er foran os, over os og bag os. På den måde er det, som om vi er til stede i Napolis gader, mens forestillingen udspiller sig omkring os. Vi betragter ikke forestillingen – vi oplever den.

har på den måde skabt en iscenesættelse, der dels nedbryder grænserne for teatrets rum, men samtidigt hylder teatrets virkemidler med stilistiske sceneskift, synlige snoretræk og listende regissører langs væggene.

Derfor er ”Min geniale veninde” både en fængende og interessant historie og en temmelig genial teaterproduktion.


Efter romaner af: Elena Ferrante | Dramatisering: April De Angelis | Oversættelse: | Iscenesættelse: | Medvirkende: , , , , , , , , , , og | Scenografi og kostumer: | Koreografi: | Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af:

Del dette indlæg