ANMELDELSE: Ødipus og Antigone, Det Kgl. Teater

har igen pustet fornyet liv i en klassiker – denne gang er det Sofokles' tragedier om Ødipus og Antigone.

★★★★★☆

Stærke kræfter fra det nu hedengange teaterprojekt ‘Det Røde Rum' på er samlet omkring to af historiens største græske tragedier, nemlig “Kong Ødipus” og “Antigone” fra Sofokles' Theben-trilogi. I Det Kongelige Teaters “Ødipus og Antigone” ser vi nemlig som instruktør, som komponist og blandt andre og på scenen. Gendigtningen er af , som i første akt fortrinsvist bearbejder trilogiens første tragedie, “Kong Ødipus”, og i anden akt fortrinsvist tragediens tredje tragedie, “Antigone”. Men Brunse har, understøttet af Elisa Kragerups iscenesættelse, tydeligt inkluderet den mellemliggende historie fra trilogiens anden tragedie, “Ødipus i Kolonos”, så forestillingen som helhed genfortæller og gendigter hele Theben-trilogien.

Ødipus og Antigone - Skuespilhuset, Det Kgl. Teater
og
Foto: Natascha Rydvald

Skuespilhusets store scenerum må være udnyttet til sit yderste i dybden, idet tæppet går op til en stor sal med fugtramte tapeter, delvist dækkende fliser og mørke, slidte træpaneler. Hundredevis af stole er opstillet på rækker som i et auditorium a la 70'ernes gymnasieskoler. Iblandt disse stolerækker foregår spillet mellem Ødipus () og Iokaste (), som uvidende om hinandens blodsbånd elsker hinanden kærligt og inderligt på scenen. Omkring dem har de deres fire børn, som samtidig er Ødipus' søskende. Og ind fra højre kommer Kreon () i mørkeblå habit. Og som en omvandrende skulptur går profeten Tiresias () omkring og holder på sandheden.

Indimellem bryder skuespillerne ud i korsang, som det hører sig til i græske tragedier. De vælter stolene i leg og i kamp. Drengene, Polyneikes () og Eteokles (), elsker hinanden betingelsesløst, men slås indimellem med hinanden, som små brødre gør. Og pigerne, den kærlige Antigone () og den forsigtige Ismene ( Høegh), forsøger at manøvrere imellem brødre, forældre og den vægelsindede onkel Kreon. Altsammen i et tidløst – eller måske alletidsnærværende – univers af scenografi, musikalsk ledsagelse, iscenesættelse og kostumer, som falder fuldstændigt i hak i en konceptuel symbiose. Kragerups skæve idéer og Albecks særlige kompositioner, fremført af musiker , afløser hinanden i forestillingen, som er både moderne og oldgræsk på én gang.

Ødipus og Antigone - Skuespilhuset, Det Kgl. Teater
og
Foto: Natascha Rydvald

Det er det særlige, som kan, der gør forestillingen særligt seværdig. 2500 år gamle fortællinger er ikke forældede, når Kragerup iscenesætter dem. “Ødipus og Antigone” kan faktisk handle om alting, og publikum får på den måde en meddigtende betydning. Det klassiske tragedieteater er genkendeligt i forestillingen. Men det er ikke konserveret eller bibeholdt – det er respektfuldt nedbrudt og genopdyrket. Derfor er græsk oldtidsteater noget, der sker nu og her på Skuespilhusets Store Scene.

Titelrollen i forestillingens sidste halvdel, Antigone, fremstår som en diktaturets antagonist. Hun er demokratiets, medmenneskelighedens og kærlighedens forkæmper, og når hun går rundt imellem stolene i scenografien i verbal kamp mod den nye konge Kreon, som ikke vil unde hendes bror den ære at blive begravet, så bliver stolene, såvel som publikum i salen, til borgere i Theben. spiller den rolle nærværende og sanseligt.

Ødipus og Antigone - Skuespilhuset, Det Kgl. Teater
og
Foto: Natascha Rydvald

At sætte i rollen som Kreon er en uventet stor succes. Hun leverer en konge til Theben og bror til Iokaste, som er fortrinligt nuanceret. Vi mærker kongens splittelse helt ind i marven på os selv. Samspillet imellem og som Ødipus' to sønner er både humoristisk og rørende – et godt match på scenen. Som Iokaste, Ødipus' mor og hustru, dronning af Theben og søster til Kreon, ser vi . Stilsikkert, præcist og gennemført karakterarbejde fra begyndelse til slutning. Hun kan forføre både sønner og ægtemænd i salen, og hun kan bevæge både mødre og hustruer.

‘Det Røde Rum' er lukket, men den passer måske vældigt godt som delelement i en iscenesættelse på Store Scene. I hvert fald er “Ødipus og Antigone” en frisk og fornuftig genopsætning og gendigtning af de klassiske tragedier – med respekt for både fortid og nutid. Det skyldes i høj grad Niels Brunses gedigne gendigtning af de græske tragedier, samt Elisa Kragerups iscenesættelse og bearbejdning.

“Ødipus og Antigone” spiller i Det Kongelige Teaters Skuespilhuset til den 14. december 2016.


Gendigtning af: | Efter tragedier af: Sofokles | Iscenesættelse: Medvirkende: , , , Høegh, , , , , , og Musiker: Komponist: Scenografi: Lysdesign: Lyddesign:

Del dette indlæg