Palle alene på plejehjemmet

I en musikalsk, melankolsk og Møllen-agtig forestilling bliver oplevelsen af at være glemt på et plejehjem sat i scene med et koncept, der bygger videre på børnebogen “Palle alene i verden”.

★★★★☆☆

I 1942 udkom Jens Sigsgaards børnebog “Palle alene i verden”, og her 76 år senere møder vi Palle på Teatret Møllen i monologen “Palle stadig alene i verden”. Nu er Palle kommet på plejehjem, og pludseligt vender hans oplevelse af at være alene i verden tilbage. Plejehjemmet er tomt, byen er tom, hans kone er død, og hans søn besøger ham ikke.

Forestillingen spiller i Teatret Møllens foyer, hvor der på et lille podie er stillet en lænestol, en pladespiller og en mælkekasse med gamle LP’er. Med musikalsk akkompagnement af både John Mogensen, Lars Lilholt og ikke mindst Otto Brandenburg hører vi Palle fortælle sin livshistorie. Og nu sidder han der, med iltslange i næsen, og forestiller sig, at menneskene på pladeomslagene er hans familie, der er kommet på besøg.

En velspillet Møllen-monolog

Tonen i “Palle stadig alene i verden” er melankolsk og dog humoristisk. Med vanlig Møllen-formsprog, der benytter episke greb til at skabe fortællende teater, bliver Palles både nutid og fortid virkelig på scenen. Forestillingen er tilvejebragt af Møllens husdramatiker, Brian Wind-Hansen, med Ole Sørensen som iscenesætter og Klaus Andersen som skuespiller.

Og særligt Klaus Andersen imponerer i denne monolog. Palle er ægte, og virkeligheden trænger tydeligt igennem i karakteren. Han transformerer sig umærkeligt imellem de forskellige aldre, som Palle har igennem forestillingen. På ét sekund, midt i en bevægelse, går spillealderen nemt fra 27 til 77 år. Og med iltslangen i næsen og sin let fremskudte underlæbe bliver Palle næsten ugenkendelig i dette skift. Hænderne ryster, og kroppen værker så meget, at det gør ondt på publikum. Der er en ganske imponerende fysisk kontrol hos Klaus Andersen i denne forestilling.

Palle er for meget i centrum

Dog er forestillingen stærkest på idéplan, mens den i praksis bliver noget mager. Forestillingen varer kun en times tid, men det er alligevel rigeligt til at forstå historien og konceptet. Langt hen ad vejen er Palles livshistorie nemlig ikke så interessant, at den kan holde spændingen igennem hele monologen. Den dramaturgiske opbygning af forestillingen gør det også vanskeligt at blive grebet fra begyndelsen.

Foruden det faktum, at vi nu skal gense Palle, som de fleste af os kender fra børnebogen, så er der ikke meget ved Palle, der gør ham særligt interessant som central person. Hans livshistorie er ikke spændende, fordi den er almindelig, og pointen med forestillingen er vel også netop, at Palle er som os allesammen. Han er lige så ensom på sin stue, som vi andre kommer til at være. Det øvrige persongalleri – i særdeleshed hans kone Selma – bliver perifære personer, som også får for meget plads i forestillingen.

Mens det interessante ligger i historien om ensomheden på et plejehjem, fokuserer manuskriptet på det dramatiske i personen Palle. Og ser vi på Sigsgaards børnebog, er det heller ikke Palle, der er omdrejningspunktet, men derimod hele det samfund, der ikke kan klare sig uden medmennesker og et aktivt fællesskab.

Fokus på alderdommens ensomhed

Derfor er “Palle stadig alene i verden” en god og fin lille forestilling, der sætter fokus på problemet med ensomhed hos de ældre. Den egner sig godt til et voksent publikum, der dog også kan omfatte de yngre generationer. Men den havde været skarpere i budskabet med mindre Palle og mere ensomhed.

“Palle stadig alene i verden” spiller på Teatret Møllen i Haderslev til den 28. juni 2018. Forestillingen er anmeldt på sin forpremiere den 13. juni 2018.

Dramatiker: Brian Wind-Hansen | Instruktør: Ole Sørensen | Medvirkende: Klaus Andersen | Produceret af: Teatret Møllen

Del med dit netværk