ANMELDELSE: Premiere, Aarhus Teater

“Premiere” er en vandretur igennem en forestillings livscyklus fra læseprøven til premieren. Der er overgreb og kunstnerisk krise i gemakkerne på .

★★★★★☆

udnytter endnu en gang husets labyrintiske gange til en vandreforestilling. Denne gang er det i forestillingen “Premiere”, hvor publikum i mindre grupper kommer på tur rundt i teatret og møder fem skuespillere og en instruktør. Hver gruppe følger specifikt én af personerne fra før læseprøven og frem til efter premieren på forestillingen “Hvem er bange for Virginia Woolf?”, som de skal opsætte.

De medvirkende omtales med egne navne, og der refereres sporadisk til begivenheder i disses virkelige liv. Således har “Premiere” den spændende dobbelthed, som man ynder at kalde metateater. Dette især når forestillingen også spørger ind til teatrets rolle – som eksempelvis da til læseprøven spørger, hvorfor netop denne forestilling er aktuel i 2017, og instruktøren ikke har noget klart svar på spørgsmålet. Da gnækker denne og andre anmeldere i lokalet over selvkritikken, og teatrets egne dramaturger klukker med fra sidelinjen.

Premiere - Mikkel Becker Hilgart

Foto: Rumle Skafte

For det er på sidelinjen, vi står til læseprøven. Vi er fluer på teatrets smukt dekorerede vægge. Skuespillerne går rundt i lokalerne, og nogle gange går de nærmest ind i os – for de kan ikke se os, leger vi. Og det er en ganske morsom og ikke mindst betagende leg. At se Anders Baggesens selvransagende blik søge ud ad vinduet, mens man står kun en håndsbredde fra ham, er en usædvanligt intens teateroplevelse. Denne anmelder kunne bogstaveligt talt ånde ham i nakken – men han spiller videre, som havde han været alene.

Igennem forestillingen udvikler sig intriger, konflikter og karaktermord. Manuskriptet er udviklet komplekst og psykologisk velovervejet af dramatiker efter idé af , der også har iscenesat og bearbejdet forestillingen. “Premiere” er så at sige seks teaterforestillinger på én gang – på seks forskellige scener, der konstant skifter størrelse og kulisser. Disse seks forestillinger skal kunne stå enkeltvis men også flyde sammen. I én scene ringer og til hinanden. Disse spiller nu i hvert sit rum med hvert sit publikum og i hver sin fortælling. At lykkes med at få dette puslespil af scener til at gå op og flyde sammen, er simpelthen imponerende!

Som tidligere, når vi har været på tur rundt i teatret, kommer vi igennem rum og gange, som i virkeligheden synes at være omveje. Måske er det, fordi vi også lige skal have lov at se rekvisitlageret, når vi nu er her, eller måske er det, fordi de seks grupper skal okestreres rundt i huset uden at forstyrre hinanden og de scener, der udspiller sig rundt omkring. I hvert fald er denne tur for en ikke-teatervant publikummer et morsomt indkig i et aktivt teaterhus. Vi bliver guidet af Aarhus Teaters billetkontrollører, og de falder naturligt og umærkeligt ind i forestillingens koncept.

“Premiere” dyrker scenekunsten på en selvsmagende og dog ironisk måde. Det fascinerende og det skræmmende ved et kunstnerliv, ser vi her i form af frisind og umådeholden medmenneskelighed og rummelighed, der hurtigt kan udvikle sig til både seksuelle og psykologiske overgreb. Urimelige arbejdsvilkår og et psykisk arbejdsmiljø, der næppe ville få en grøn smiley af Arbejdstilsynet. Men det er jo fiktion. Det er en grotesk fremstilling af virkeligheden på ‘teatret' – ikke specifikt , men teatret som branche og livsstil. Og det mest groteske er, at “Premiere” kunne være sket i virkeligheden.

Og indimellem er vi da også i tvivl, om vi stadig er i gang med forestillingen, eller om virkeligheden har taget over. Pludseligt forlader scenen, og selvom vi ved, at alt kan ske, så kan man ikke undlade at tænke, om Skovbo nu har nået smertegrænsen for, hvad hun ville finde sig i fra teaterinstruktører, og helt reelt har forladt branchen efter over 40 år.

Rammerne sprænges. Skuespillere fulder sig på Kannikegade uden for teatret. En kærlighedsscene udspiller sig for åbne porte, mens Aarhus' trafik pulserer forbi. En dialog kan foregå på FaceTime. En skuespiller kan gå helt hen til publikum uden at intimidere. En duft af friskbrygget kaffe bliver en del af scenografien. Og disse menneskers fortrædeligheder berører os så voldsomt, at det gør ondt i hjertet på os.

Premiere - Anne Plauborg

Foto: Rumle Skafte

I “Premiere” oplever vi især og i dygtigt karakterarbejde, hvor den følelsesmæssige udvikling og den indre dialog sidder lige i øjet. Måske stadig en anelse for skolet, men til gengæld tilsvarende intenst. Formens største minus er, at når man følger en enkelt person og dennes historielinje, er der visse skuespillere, man ser væsentligt mindre end andre. Denne anmelder overvejer derfor at tage endnu en tur i karussellen.

“Premiere” er en del af kulturåret og spiller på ind til den 17. juni 2017.


Tekst: Idé, bearbejdelse og iscenesættelse: Medvirkende: , , , , , og Aarhus Teaters kontrollører | Scenografi: Lyddesign:

Del dette indlæg