Skal vi ikke bare sige tak for initiativet?
Teater V har med online-forestillingen ”Safe Space” lanceret begrebet digidramatik, og initiativet er mere spændende end forestillingen.
★★★☆☆☆
Der har været teatertørke i Danmark, siden kulturinstitutionerne blev lukket ned sammen med andre store dele af samfundet. Igennem nedlukningstiden har flere af teatrene lanceret forskellige online-løsninger, som kunne nå ud til et publikum, så længe vi ikke må mødes.
Flere interessante videoværker som eksempelvis Det Kongelige Teaters ”Karantæne” og Østerbro Teaters ”Coronamonologerne” har set dagens lys.
Men en dag sagde Pelle Koppel, der er direktør på Teater V i Valby, at han ville opfinde ‘digidramatik’. Vi skal i teatret, men på nettet. Vi skal ind i et virtuelt rum, hvor vi kan se hinanden, og hvor skuespillerne spiller live for os. Det er fremtidens teater, sagde han, og det hører ikke kun til i en coronatid.
Det første digidrama hos Teater V er ”Safe Space”, der netop har haft premiere. Men er det teater, bare fordi chefen siger det?
Udfordrer formater
Det korte svar er altså: Nej. Vi skal være til stede, hvis vi skal se teater. Det har været et dogme igennem alle tider. Men det gør ikke initiativet mindre interessant.
Jeg sad for nogle år siden på et lokum på Østerbro. Det var Teater Republique, der havde lavet et lydværk, hvor man med et sæt hovedtelefoner på blev placeret i teatrets toiletbås.
Uden for båsen foregik en skræmmende intens fortælling. Eller sådan lød det i hvert fald. Lydoptagelsen var så livagtig, at man havde lyst til at åbne døren for at se, om der var nogen. Hvis man altså turde. For forestillingen hed ”Vrede” og var ikke for sarte sjæle.
Et moderne teater har pligt til at udfordre formaterne. Men det skal ikke møve sig ind på andres felter. Film skal ses i biografen, og teater skal ses i teatret. Men selvom ”Vrede” var et lydværk, så kunne det kun laves på et teater.
Vi skal lige i gang
Det samme gælder ”Safe Space” på Teater V, der kombinerer digitale og filmiske virkemidler med teatrets evner for fortællinger. Og det må vi tage hatten af for.
Desværre er der ikke meget andet kønt at sige om forestillingen, end tak for det interessante indspark. For iscenesættelsen står i vejen for, at vi kan blive grebet af skuespillernes præstationer. Og de pseudodramatiske replikker står i vejen for, at vi kan leve os ind i den banale og gennemskuelige krimihistorie.
Men skal vi nu ikke sige, at Teater V lige skal i gang. ‘Fremtidens teater’ bliver vel ikke skabt på én dag.
“Safe Space” spiller online via Zoom til den 6. juni 2020.
Tekst: Nanna Berner | Iscenesættelse og bearbejdelse: Pelle Koppel | Medvirkende: Filippa Suenson, Lucia Vinde Dirchsen, Theresa Hedelund, Mathias Bøgelund og Mette Maria Ahrenkiel | Produceret af: Teater V