Men hvor blev dramatikken af?
Gode skuespillere og et klogt koncept redder en ellers dramatik-fattig ”Sammensværgelse” fra teatergruppen Von Baden.
★★★☆☆☆
Når man læser Von Badens egen programtekst om forestillingen ”Sammensværgelse”, kan man få en fornemmelse af, at forestillingen har svært ved at finde vej i sit eget projekt. Den kan nemlig handle om både sorgen efter at have mistet sit barn, om fake news og konspirationer, og om vores lidet imponerende åbenhed over for manipulation.
Og når man så opdager, at forestillingen kun varer en time, kan man forud for forestillingen frygte, at Von Baden vil alt for meget på alt for kort tid. Men i det store hele er ”Sammensværgelse” ganske godt tænkt, og idéen giver mening.
Vi møder forskeren Alex (Patricia Schumann), som er mor til drengen Karl-Emil, der har mistet livet i en bilulykke. Alex er psykolog og forsker i konspirationsteorier, men da hun rammes af meningsløsheden, begynder hun selv at tvivle på virkeligheden. Hun begynder at se mønstre i det tilfældige, og snart tror hun, at hendes lige så sørgende mand (Frederik Meldal Nørgaard) er en del i en sammensværgelse, der har bortført hendes søn.
Forestillingen udspiller sig i et køkken, og i begyndelsen ligner det også et naturalistisk drama. Men pludseligt sætter vores hovedperson sig ind i et skab, og derfra bliver virkeligheden forvrænget. Ud og ind af køleskabet springer den jævnaldrende Leif med vrangforestillinger (Anders Brink Madsen), og vi opdager snart, at Alex nu er indlagt på et psykiatrisk hospital.
Et banalt kammerspil
Det, der vindes på konceptplan, tabes på iscenesættelsen, samt på manuskriptets dramatik- og replikniveau. Hvorfor skal moderens historie reduceres til en regibemærkning? Hvorfor skal iscenesættelsen være så naturalistisk, når manuskriptet holder sådan fast i surrealistiske? Og hvorfor er forestillingen dog skrevet som en enakter?
Vi drøner igennem scenerne, som var det en afledningsmanøvre for ikke at opdage, at der faktisk ingen reel handling er. Vi kunne kalde ”Sammensværgelse” et banalt krimi-thriller-kammerspil på et surrealistisk-naturalistisk syretrip i novelle-format.
Der er altså næppe tale om et godt eksempel på spændingsdramatik, men forestillingen tager klogt fat om vores tid med en god idé, og så bæres den af nogle interessante skuespilpræstationer. Anders Brink Madsen gør som den mærkværdige Leif forestillingen både intens, sjov og spændende, og Patricia Schumann gør os med sine ekspressive virkemidler sultne efter mere.
For når vi forlader teatret, føler vi ikke, vi er færdige med at se teater. Forestillingen er slut – det ved vi godt. Men var den nogensinde kommet rigtigt i gang?
Dramatiker: Henrik Vestergaard | Iscenesættelse: Henrik Vestergaard | Medvirkende: Anders Brink Madsen, Frederik Meldal Nørgaard og Patricia Schumann | Scenograf: Johanne Eggert og Allan Frausing | Lyddesign: Emil Assing Høyer | Lysdesign: Mads Lindegaard | Produceret af: Von Baden
Del med dit netværk
