“Ser du mig” skiftevis optager os og keder os

Det bliver for usammenhængende og uskarpt, når Teater Grob og CoreAct associerer frit over temaet fattigdom i forestillingen ”Ser du mig”.

★★★☆☆☆

“Hvad er din position,” spørger én af de medvirkende en anden.

Temmelig forvirret over spørgsmålet ser han op på de to kafkaske spørgere og svarer:

“Jeg sidder på gulvet.”

Det er ikke det svar, de leder efter. De spørger til hans position i samfundet. Hvad er hans arbejde? Hvad bidrager han med? Sådan lød spørgsmålene også i Rasmus Botoft og Anders Rønnow Klarlunds politiske komedie ”Hvordan vi slipper af med de andre”, der udkom som både teater og spillefilm i 2007.

Men her er spørgsmålet en del af en kollage af scener, der tilsammen skal undersøge begrebet fattigdom. Igennem forestillingen hører vi forskellige personers tanker og et udpluk af korte dialoger. De ledsages af en række nonverbale scener, hvor de medvirkende udtrykker sig fysisk.

Performanceforestillingen ”Ser du mig” er en samproduktion mellem Teater Grob i København og performanceduoen CoreAct med Helene Kvint og Anika Barkan. Sidstnævnte er kvinden bag iscenesættelsen, mens Abelone Koppel står bag manuskriptet.

Urolige rumper

Og resultatet bliver en teaterforestilling, der skiftevis optager os og keder os.

For allerede efter 20 minutter kigger vi på uret første gang. Og stolene på publikumsrækkerne begynder at knirke mere og mere af urolige rumper. Det er et klokkeklart udtryk for, at publikum er blevet sat af.

Manuskriptet er dramatikløst, men det har nogle sproglige kvaliteter, som man kunne ønske sig at sidde og læse i bogform. På scenen bliver det for monotont, og de tre medvirkende formår ikke at give ordene den kraft, de fortjener.

Vi vågner igen, når de udtrykker sig uden ord. Her får vi lov at associere frit over temaet. Det bliver billedligt uden at blive for abstrakt, og virkemidlerne er simple, men udtryksfulde. Det samme gælder Edward Lloyd Pierces overvældende værk af flere hundrede glødepærer.

Teatrets kraft

Slutningen skal ikke afsløres her, men bør opleves. Her vokser forestillingen sig større end teatret, og virkeligheden fletter sig sammen med skuespillet. Det er et fremragende eksempel på teatrets kraft som samlende kulturinstitution – ikke mindst i et levende og mangfoldigt lokalsamfund.

Men når vi forlader teatret, er det ikke som at have set én teaterforestilling, men brudstykker af mange forestillinger. Det bliver for usammenhængende og uskarpt, hvad angår både de enkelte scener på manuskriptniveau og hele værket på konceptniveau.

Det er 13 år siden, at ”Hvordan vi slipper af med de andre” satte lighedstegn mellem menneske og økonomi. Og det er måske stadigvæk dét værk, der senest er lykkedes med at sætte ord på det væsentlige problem på en vedkommende måde.

 CoreAct | Iscenesættelse: Anika Barkan | Manuskript: Abelone Koppel | Medvirkende: Mohamed Ali Osman, Helene Kvint og Søren Møller Pedersen | Scenografi og lysdesign: Edward Lloyd Pierce | Lyddesign: Mika Forsling | Kostumedesign: Camilla Lind | Produceret af: Teater Grob og CoreAct

Del med dit netværk