Møllens Svejk er en svipser
Teatret Møllen er på danmarksturné med en langsommelig og uaktuel version af Bertolt Brechts ”Svejk i Anden Verdenskrig”.
★★★☆☆☆
Teatret Møllen er måske landets største kapacitet inden for episk teater – særligt med udgangspunkt i genrens mester, Bertolt Brecht. Derfor er der store forventninger til Møllens opsætning af Brechts ”Svejk i Anden Verdenskrig”, der er en gendigtning af tjekkiske Jaroslav Hašeks ”Den gode soldat Svejk”.
Brecht skrev forestillingen under krigen i 1940’erne, og han ændrede særligt handlingen på den vis, at Svejk blev flyttet fra Første til Anden Verdenskrig. Ellers er Svejk stadig en hundekræmmer og dokumenteret idiot med snakketøjet i orden, ligesom han oprindeligt blev fremstillet i Hašeks roman og adskillige andre versioneringer af historien.
Men Teatret Møllen lykkes ikke med at gøre den så underholdende, som den kunne være, eller så aktuel og relevant, som den var tiltænkt dengang i fyrrerne. Og det er altså ikke alene tidsgabet, der står i vejen. For cirka et år siden så vi på Nørrebro Teater, hvor aktuel Svejk-historien kan være for et nutidigt publikum – selv i de oprindelige Første Verdenskrigs-omgivelser.
I virkeligheden skyldes det nok, at Møllen forventer af os, at vi kan forestille os at sidde i 1957 med krigen i nogenlunde frisk erindring, ligesom dengang forestillingen havde urpremiere. Men det kan vi altså ikke. Vi skal hele tiden gribe fat i vores historiske referencer for helt at forstå komikken, når en hund bliver serveret som gullaschkød, og når feltpræstens motoriserede alter mangler benzin.
Spænding går tabt
Derfor skal en forestilling som denne bearbejdes og iscenesættes på en måde, hvor den tilbyder os et aktuelt perspektiv på klassikeren. Det har Gitte Kath misset i sit arbejde med ”Svejk i Anden Verdenskrig”. Samtidigt holdes den i så lavt et tempo, at enhver form for spænding ville gå tabt. Det er insisterende langsommeligt. Man kunne nemt have kortet 15-20 minutter af forestillingen uden at fjerne et eneste ord, hvis blot man satte lidt fut i replikkerne.
Til gengæld er forestillingen et skoleeksempel på episk teater, når den uden vanskeligheder spiller på alle genrens fortræffelige genretræk. De medvirkendes musikalitet giver pote, når de griber hver sit instrument og kaster sig ud i traditionelle sange. Og både iscenesættelsen og de medvirkende boltrer sig i denne særlige teaterstil.
Når det kommer til det egentlige skuespilarbejde, savner vi desværre også en del. Møllens ensemble synes ellers normalt at være veloplagt, men denne gang er karakterarbejdet hos samtlige medvirkende usædvanligt uskarpt. Der misses en lang række muligheder for både humor og nærvær, og det klæder dem ikke.
Af: Bertolt Brecht efter roman af Jaroslav Hašek | Komponist: Hanns Eisler | Bearbejdelse, iscenesættelse og scenografi: Gitte Kath | Medvirkende: Ole Sørensen, Uta Motz, Klaus Andersen, Sara Line Møller Olsen og Thomas Clausen Rønne | Musiker: Rasmus Steenberg | Kostumedesign: Elsebeth Hede | Lysdesign: Esben Stehouwer | Lyddesign: Jesper Krabbe | Produceret af: Teatret Møllen
Del med dit netværk
