Sublime portrætteringer og 100 minutters uafbrudt spænding

opsætter firdobbelte Tony Award-vindende ”The Humans”, der også i danske hænder er skuespil- og teaterhåndværk på topniveau.

★★★★★★

Der er faktisk ikke meget nyt over familiedramaet ”The Humans” af Stephen Karam, der netop nu spiller på i København. Scenografien kunne været taget ud af en amerikansk sitcom fra 90'erne, hvor væggene med afskallet maling og blottede mursten giver stemningen af en ægte New Yorker-hybel.

Lejligheden i to etager, der forbindes af en vindeltrappe, er kløvet i to, så vi kan se ind i lejligheden fra salen. Den fjerde væg er revet ned, og det er understreget ved, at vi har frit udsyn til spærrerne og hulrummene i etageadskillelsen. Rent scenografisk er det altså naturalistisk på den gammeldags facon.

Vi er til thanksgiving hos en tilsyneladende gennemsnitlig irsk-amerikansk familie i denne noget ramponerede stue-kælder-lejlighed i Chinatown, hvor familiens yngste datter for nyligt er flyttet ind med sin nye kæreste. Der er kun ét vindue, som giver udsyn til en skummel baggård, og en kakkerlak på størrelse med en rotte løber langs væggene.

Det unge par har kun lige nået at afprøve en maling på den ene væg og hængt nogle lyskæder op under loftet, før mor, far, storesøster og den demente bedstemor kommer anstigende. Og middagen serveres på et vaklende klapbord med en variation af havestole til.

Det er første gang, familien holder thanksgiving hos datteren. Det er også første gang, de møder den nye svigersøn. Og i det hele taget viser det sig, at familien har mange erkendelser og afsløringer, der skal på bordet i løbet af aftenen. For os andre er det små, banale hemmeligheder om maveproblemer, jobbesvær og sidespring – men for en familie er det skelsættende nyheder.

Den aldeles kærlige familie forsøger at holde sammen på det hele, imens det velkendte smuldrer imellem hænderne på dem. På den måde leder manuskriptet også tankerne hen på velkendte, naturalistiske dramatikere som og – tilsat lidt af Lars Noréns dysfunktionelle familierelationer.

Så alt i alt er ”The Humans” traditionelt teater, der meget direkte står på skuldrende af gamle greb og genretræk. Alligevel er det en vanvittig vellykket forestilling. Den originale opsætning på Broadway i 2016 hev hele fire Tony Awards hjem. Og denne danske opsætning på er ikke mindre mesterlig.

Manuskriptet er fuldt af lækre samtalereplikker på kryds og tværs af personer, som må være kræs for skuespillere. Men det kræver også dygtige skuespillere, der kan forvalte alt det usagte, der ligger som snoede undertoner imellem replikkerne. Og det kan dette fænomenale hold.

Særligt er fuldstændig fantastisk i rollen som moren, der er familiens autoritet, men som samtidig balancerer afmagt, smerte og fornedrelse, når vi i glimt ser hende uden for de andres synsvidde. Lige så bevægende er som faren, der umiddelbart mest bekymrer sig om fodboldresultater og fugningen ved fodlisterne, men som også viser sig at rumme både frygt, selvhad og anger.

Omkring dem er skøn som den rummelige og forstående svigersøn, der forsøger at gøre et godt indtryk på sin nye svigerfamilie, og det samme er som den yngste datter, der kæmper for at stå på egne ben. er smerteligt tilstedeværende som den fraværende, demente bedstemor, mens er aldeles kraftfuld som power-søsteren med karrieredrømme og mavekramper.

Jeg tror ikke, at man kan se ”The Humans” uden at genkende sig selv og sin egen familie. Og selv hvis man ikke gør, så bliver man med garanti grebet af disse skuespilleres sublime portrætteringer og de 100 minutters uafbrudt spænding.

Forestillingen spiller i København til den 19. marts 2023.


Manuskript: Stephen Karam | Oversættelse og iscenesættelse:  | Medvirkende: , , , , , m.fl. | Scenografi og videodesign:  | Produceret af:

Del med dit netværk