Seks stjerner – hvis du går hjem i pausen

Mens Makka Kleists “Udsigt” er til seks funklende nordstjerner, er Kim Leines “Blok 4” måske det værste teater, vi nogensinde har set.

★★★☆☆☆

“De forbandede myndigheder,” råber han.

Myndighederne vil lukke bygden og flytte dem til en af blokkene i boligområdet Store Slette i Nuuk. Det er hans kone, der fortæller historien i Makka Kleists korte monolog ”Udsigt” – en enakter, som spiller før pausen denne aften på Teatret Svalegangen.

Hun fortæller om bygden. Om, hvordan hun ser ud ad vinduet efter fangerne og morer sig, når de bøvler med slædehundene. Om hvalhud, bær og spæk på alle måder. Om kamikker til enhver slags sne, og om at lægge sig nøgen ind til sin forfrosne mand for at varme ham, efter at han var tæt på at dø i det iskolde havvand.

Disse fortællinger fra det smukke og vilde Grønland bliver tilbageblik, som hun deler med os fra sin lejlighed i de grå betonblokke i Nuuk, hvor hun er klemt inde imellem andre familiers skænderier, vækkeure og falske blokfløjtespil. Her er der ikke plads til fiskeri- og jagtudstyr. Men der er varme, når man drejer på en termostat, og der er rindende vand i vandhanen.

Hun kalder det et mirakel. Og hun glæder sig over bekvemmeligheden for sine gigtplagede hænders skyld. Men udsigten fra altanen er farveløs og fuld af ligegyldighed. Og hun ser en alderdom i møde kun med mindet om et liv, som hun blev fjernet fra.

300 års forflyttelse

Hvem er disse myndigheder? Er det de danske, der ikke kan slippe de snart 300 år som kolonimagt? Det er i virkeligheden ikke så afgørende, hvem de er.

For i Makka Kleists gribende tekst og ikke mindre gribende fremførelse er det ikke den konkrete forflyttelse, vi skal forstå. Det er historien om et folk, der igennem generationer er blevet bosat, flyttet, parret og splittet af nogle andre end sig selv.

Makka Kleist sidder og taler. Hun drikker af en kaffekop, strikker lidt på strikketøjet og knuger indimellem en klud i hånden, som hun sporadisk aftørrer bordet med. Hun formidler, så vi kan høre mederne under hundeslæden og smage den soyadyppede fisk.

Hun fortjener for ”Udsigt” – for både tekst og performance – seks funklende nordstjerner. Og de skal ikke deles med nogen.

Stjernerne halveres

For skrider vi videre til aftenens anden enakter, ”Blok 4”, der er skrevet af forfatter Kim Leine – vistnok hans debut som dramatiker – er det anderledes rædselsfuldt teater. Denne anmelder er faktisk i tvivl, om det kunne være værre.

Det positive, som der dog er at sige, er Kim Leines grundlæggende idé om, at forholdet imellem Danmark og Grønland kan skildres igennem et dansk-grønlandsk trekantsdrama og en incestuøs sidehistorie.

Men udførelsen af ”Blok 4” er pinlig. Kim Leine kan ikke skrive teater. Sjældent er virkeligheden blevet skildret så forlorent og overdramatisk. Endnu sjældnere har professionelle skuespillere spillet så smerteligt dårligt. Ikke en eneste detalje i de tre skuespilleres præstationer rammer inden for skiven.

Hanne Trap Friis, der er producent og instruktør på begge enaktere, har desværre ikke kunnet få virkeligheden ind i ”Blok 4”. Tværtimod er realismen simpelthen blevet kvalt i hendes iscenesættelse. Derfor halveres de seks stjerner til tre, og publikum opfordres til at gå hjem i pausen.

Enakterne spiller på Teatret Svalegangen i Aarhus til den 8. oktober 2020.

Tekster: Makka Kleist (“Udsigt”) og Kim Leine (“Blok 4”) | Iscenesættelse: Hanne Trap Friis | Medvirkende: Makka Kleist, Helene Kvint, Karina Møller og Thomas Knuth | Film: Ànorâk Film | Produceret af: Teater freezeProductions

Del med dit netværk