Grobs robotskabte “Xistens” savner åbenlyst liv og ånd

Sargun Oshanas eksperiment “Xistens” på Teater Grob, hvor manuskriptet er skabt af en kunstig intelligens, er heldigvis langtfra åndelig føde.

★★★☆☆☆

Det er måske årets mest interessante og opsigtsvækkende idé, som instruktør og nyligt udnævnte teaterdirektør på Teater Grob, Sargun Oshana, præsenterer med forestillingen “Xistens”. For mens vores liv i stigende grad styres af algoritmer og kunstig intelligens – sikkert også meget mere, end vi tør forestille os – så har Teater Grob taget det næste skridt og fyret dramatikeren og sat en computer til at skrive manuskriptet.

GPT-3 er krediteret som dramatiker. Og selvom der givetvis står et helt hold af teknologiske menneskehjerner bag udviklingen af denne algoritmebaserede tekstmaskine, så får GPT-3 lov at stå alene med æren for det manuskript, der bliver spillet på Grobs scene på Nørrebro. Og det er nok også fornuftigt at gemme sig bag et computernavn, for det er altså ikke stor kunst, der her er blevet flikket sammen af dramatikerdebutanten GPT-3.

Som titlen antyder, drejer forestillingen sig om eksistentielle spørgsmål. Men teksten er både floskelfyldt, arty-farty-fabulerende og forceret. Man ser for sig, hvordan menneskene bag GPT-3 har snuppet alle de mest værdiladede ord fra en nudansk-ordbog og hældt dem ind i maven på maskinen. Så har man måske tilsat nogle tilfældige verber og sat kriterier for frekvensen af spørgsmålstegn, så manuskriptet indbyder til eftertanke.

Resultatet er, hvad der mest af alt virker som en nultekst. Åndsløst, retningsløst og meningsløst. Og gudskelov for det. For tænk nu, hvis manuskriptet var magisk. Tænk, hvis Teater Grob havde fået fingre i en maskine, der havde knækket koden for kunst. Dér er vi heldigvis ikke endnu, og vi kan kun takke “Xistens” for at bevise, at en god dramatiker (endnu) ikke kan erstattes af teknologiske mirakelmaskiner.

Xistens - Teater Grob — Stéphanie Nguyen. Foto: Karoline Lieberkind

Hvis vi så ser på produktionen og ser bort fra teksten, så er der absolut kvaliteter i såvel Sargun Oshanas iscenesættelse, Ditte Marie Tygesens scenografi og ikke mindst skuespiller Stephanie Nguyens gestaltning. Og tilsammen beviser de også, hvilken kraft der ligger i en god bearbejdning af et manuskript. Det er i høj grad fortolkningen af teksten, der giver forestillingen mening og ånd.

Stephanie Nguyen kommer ind til os som en klump kød – i en dragt uden arme og ben – og tumler ned ad trappen. Vi ser hende bryde ud som af en sommerfuglepuppe, og hun forsøger nu at blive menneskelig. Underforstået i modsætning til en maskine. Ditte Marie Tygesen har sat hende og os ind i et rum omsluttet af stof, der giver associationer til løstsiddende hud. Og Sargun Oshana har givet iscenesættelsen både power og nerve, ligsom han gjorde i den mindeværdige monolog “Techno” i Aarhus i sin tid.

Nguyen imponerer gevaldigt, idet hun både lader sine fysiske udfoldelser få fuld skrald – uden det mindste strejf af forfængelighed – og samtidigt formår at være både nærværende og tiltalende. En formidabel balancegang imellem dyriske drifter, menneskelighed og teknologisk cyborg.

Vi kommer ikke uden om, at “Xistens” er en vanvittig lang forestilling trods sine kun godt og vel 60 minutter. Men det skyldes først og fremmest manglerne i teksten, mens alt andet faktisk lykkes med at få det bedste ud af det.

Det er ikke første gang, at en forestilling bliver skabt med hjælp fra teknologiens verden, og det bliver heller ikke sidste gang. Men forhåbentlig vil fremtidige forsøg være knap så beta-test-agtige, som GPT-3’s manuskript var her. Og at menneskeskabt kunst har en åbenlys værdi er forhåbentlig en læring, som både publikum og Teater Grobs ledelse tage med sig fra denne forestilling.

Forestillingen spiller i København til den 17. februar 2022.