ANMELDELSE: Zorro og den forbudte sombrero, Sjællands Teater

Sjovt, men uaktuelt: Den oplagte satire udeblev i Holbæk

Usikkerhed præger oplevelsen af Flemming Jensens morsomme men også skuffende uaktuelle komedie “Zorro og den forbudte sombrero” i Holbæk.

★★★☆☆☆

Nogle gange er forventningens glæde den største. Sidste sommer var det lystspillet “De fedtede fætre på Kærgården“, der indtog Holbæk Museums gård med Flemming Jensenske ordspil og satiriske kommentarer indpakket i Morten Korch-stemning og instruktør Joy-Maria Frederiksens fornemmelse for slapstick.

Dengang var vi cirka fem måneder inde i pandemien, men sommerens lave smittetryk havde for længst lagt en dæmper på krisestemningen, og derfor slap man afsted med et par hilsner til coronahåndteringen og vores panikhamstring. Men nu er der altså gået et år med endnu en nedlukning, flere politiske aftaler, mere regelforvirring, EM-forsamlingskritik, vaccinenægtere og vaccinebivirkninger, virusvarianter, senfølger og ikke mindst en minkskandale.

Det er derfor ikke bare oplagt, men også særdeles forventeligt, at en revyforfatter, satiriker, humorist og kommentator som nu ruller det tungeste skyts ud og sætter hele krisen på komedie. Og når vores hovedperson er Zorro; den maskerede hævner; retfærdighedens vogter, så er vi også næsten blevet lovet en forestilling, der kommenterer på tidens vaklende retfærdighedsbegreb.

På den anden side kan en komedie eller farce også have til opgave at få os til at glemme virkeligheden – at give os mulighed for at grine ad noget, der bare er gakket og skævt. Men “Zorro og den forbudte sombrero” får os heller ikke til at glemme virkeligheden. Tværtimod minder den os – med spritdispenser og maskepåbud – om den virus, vi ellers havde chancen for at få på afstand for en stund.

Hvilke forventninger, vi går i teatret med, er jo vores egen sag. Jeg kom med forventning om et satirisk nyrespark. Det ved vi, at kan. Men vi fik en kaloriebombe af platte vittigheder og tilfældige referencer, der bygger på en historie, som om muligt er endnu tyndere end sidste års sommerkomedie. Det kan han altså også.

En mager handling

Historien udspiller sig i 1846, hvor Californien meget kortvarigt var en uafhængig republik imellem spansk styre og amerikansk styre. Landet er præget af klasseskel med de fattige fabriksarbejdere i bræddehytter på den ene side og de rige liebhavere i hvide haciendaer på den anden side. Som et andet Robin Hood-projekt har landets egen superhelt, den sortklædte Zorro, stjålet et kostbart maleri på et kunstmuseum i Holbæk. Maleriet vil han sælge til en rigmand, og pengene vil han forære til de fattige.

Men det går selvfølgelig ikke så nemt. Da kravet om mundbind bliver ophævet, mens Zorro er i færd med at stjæle maleriet, bliver han revet med af stemningen og smider sin sorte maske sammen med alle mundbindene og visirerne. Den sorte maske leder Holbæks lokale landbetjent Olsen på sporet af en maskeret hævner i Californien.

Naturligvis er der ikke rigtig nogen, der kan noget. Ikke mindst landbetjenten, der i øvrigt er særdeles charmerende i skikkelse af , er aldeles uduelig som opklarer. Den eneste figur, der reelt byder ind med en kompetence, er lektor Overmund – en genganger fra sidste års forestilling – som kommer ind og hjælper med fakta og fremdrift, når historien går i hårdknude.

For det gør den. Og det ved forfatteren godt. Hele første akt bliver så stilstående, at en brysk publikummer, spillet af , til sidst må protestere. “Hvor bliver dramaet af?”, spørger hun. Ja, vi tænker jo det samme, og det hjælper ikke meget, at forfatteren er klar over det.

Fra scenen må de påpege, at der jo både har været henrettelser og action på scenen, og snart kommer der en scene, hvor alverdens superhelte medvirker. Og det gør der så. Pludselig fyldes scenen af blandt andre Superman, Superwoman, Catwoman, Aquaman, Dan Jørgensen og en spejder-mand. Skævt, syret og sjovt. Og at superhelten Lynet er forsinket er et klassisk eksempel på en Jensen-vits.

Dynamisk komik

Vi griner i Holbæk – selvfølgelig gør vi det! Det er så tosset og dumt, at man til sidst kun kan give slip og lade sig forføre af replikker som “Ka' De li' får-nien?” og sangertekster som “Det knaldgode munkepul” og “Tag med ud og pisk”. De skraldespanske hilsner og Jacob Webles kamp med stumme h'er og det spanske j, der udtales med en khr-lyd, er også fornøjelige sprogjokes.

Oven i det kommer Joy-Maria Frederiksens overrumplende og detaljerig iscenesættelse, der spiller på alle tænkelige tangenter, hvad angår gags, grimasser og komisk timing i både arrangementer og replikker. Endda i koreografierne får hun både humoren og humøret med. Og i det hele taget synes forestillingens iscenesættelse gennemført og ikke mindst gennemtænkt.

har en tilbageholdende humor, der lægger trykket på kunstpauserne og reaktionerne. Hendes off-beat-agtige timing skaber en vidunderlig rytme op imod de tre herrers klassiske punchline-komik, og det hjælper til at få strøet lidt overraskelser ud over det til tider noget forudsigelige udtryk.

 er storartet som den kejtede fyr på scenen – både som Zorro med usigeligt stramme benklæder og som samme Zorros forlovede i kjole. Og imponerer med sine overbevisende figurer, der på én gang er karikerede og fulde af personlighed. er en stilsikker komiker, der leverer en solid og rutineret præstation som skuespiller, men også overrasker som en effen perkussionist.

Usikkerhed præger scenen

Til tider bliver både de fire skuespiller og det (halv-)store , der også deltager i småroller, noget skingre i sangstemmerne, noget tøvende med replikkerne og noget svage i bugmusklen. Indimellem er vi i tvivl, om replikken er glemt, eller om den bare ikke kom ud over rampen.

Glemte replikker plejer vi at acceptere på premieren – det er et problem, der som regel bliver løst i løbet af et par dage. Men der er generelt en usikkerhed blandt både amatørerne og de professionelle, der tyder på, at man i prøverne har fokuseret på detaljerne for længe og glemt at give plads til rutinen. Usikkerheden har det også med at tage noget af energien ud af de passager, der ellers kunne have fået forestillingen op at ringe.

Fra sin plads ved klaveret har – ligesom sidste år – skabt god stemning både før og under forestillingen. Og har designet en flot scenografi, der ligesom hos resten af forestillingen og dens medvirkende vidner om erfaring og faglig sikkerhed.

Der er altså masser af gode evner i “Zorro og den forbudte sombrero”, der sikrer sommerteater med noget at grine ad. Men selv uden de høje forventninger om en aktuel og skarpsindig satire er forestillingen for vaklende og har svært ved at falde på plads i Holbæk Museums gård.

Forestillingen spiller til den 5. september 2021.


Dramatiker:  | Iscenesættelse:  | Medvirkende: , , , samt | Kapelmester:  | Scenografi:  | Produceret af: 

Del dette indlæg