På denne lille, intime scene på loftet over Teatret Svalegangens foyer spiller “Vuggeviser for voksne” – en forlængelse af Nikolaj Minekas succes fra 2010.
★★★★☆☆
De fem landevejsryttere på scenen har medbragt en barnevogn og overraskende mange instrumenter. Og når tamburin og claves ikke længere er interessant nok, så blæser de en strofe i ølflaskerne og ryster på en kasse med bestik. Desuden har de medbragt nogle ganske glimrende fortolkninger af en række danske sange.
Særligt godt havde Kristine Elmedal fat i sin version af Niels Hausgaards “Portræt af en flyder”, ligesom Nikolaj Mineka leverede sin fortolkning af Povl Dissings “Den grimmeste mand i byen” helt vidunderligt. Begge solisterne har i disse to sange en uforudset alvorlighed i de ellers humoristiske tekster. En kombination, der passer godt til temaet.
Udvalget af sange var overordnet set vellykket. Her kan man umærkeligt kombinere John Mogensen og Niarn i samme teaterkoncert. Enkelte sange stikker dog gevaldigt ud fra mængden. Tommy Seebachs “Under stjernerne på himlen” bliver fremført af Kristine Elmedal med en bamse under armen i en dunkel lyssætning – et helt andet univers, end resten af kabareten.
Forestillingen giver os et pusterum. Der er ingen stress. Aftenen begynder med, at musikerne lige går i baren og får nogle nye flasker med sig. Bevægelserne er generelt langsomme, og budskabet er tydeligt: Take it easy! Det er et velvalgt budskab i disse år. Ikke synderligt opfindsomt, men omvendt heller ikke noget, vi kan høre for tit. Nikolaj Mineka og holdet giver os lige præcis det pusterum, de har lovet os.
Derudover har kabareten ikke så meget at byde på. Et par strejf af satire kan spottes i nogle af sangteksterne, men det må forblive sangskrivernes fortjeneste. Holdet vælger – måske bevidst – at gå uden om en til tider oplagt historiefortælling, hvilket gør aftenen til langt mere koncert, end teater. Men som et bud på en intim teaterkoncert fungerer den udmærket.
Spiller på Teatret Svalegangen til den 8. juni 2013 og på Bådteatret den 17.-31. august 2013.
Idé og iscenesættelse: Nikolaj Mineka | Medvirkende: Nikolaj Mineka, Kristine Elmedal, Marco Dania, Simon Alstrup og Mathias Gregersen | Musik af blandt andre: