Hvor banalt kan det blive? Udtrykket “min elskede” kan efter et halvt hundrede gentagelser på under to timer lyde ekstremt banalt – og i forestillingen “Udsøgt smerte” er det netop pointen.
★★★★★☆
Historierne om ulykke hober sig op på scenen, når Solbjørg Højfeldt og Steen Stig Lommer udfolder deres persongallerier ind imellem Ellen Hillingsøs hovedkarakters insisterende selvmedlidenhed. Lidelseshistorierne i forestillingen får Det Gamle Testamente til at ligne en poesibog. Hele historien indledes med hovedkarakterens fortælling om en rejse, som hun i virkeligheden ikke havde lyst til. Hun er forfatter og vil rejse ud i verden for at finde noget at skrive om, men måske flygter hun bare fra sit kedelige ægteskab. Det er uhyre banalt.
Ved siden af hende står en kvinde, som en tilfældig morgen fandt en seddel ved håndvasken, hvor hun kunne læse, at hendes elskede havde forladt hende. Så var hun ulykkelig. En mand fortæller om sin bror, der på tragisk vis døde. Så var han ulykkelig. En anden mand fortæller om sin kæreste, der var forelsket i en anden mand, som hun ikke kunne få. En dag møder de ham i byen, de drikker kaffe sammen alle tre, hvorefter hun går med ham den nye fyr hjem. Så var vores ven også ulykkelig. Pludselig står der en kvinde, som slet ikke er ulykkelig. Hendes liv har været smertefrit hele vejen igennem. Hun har ikke mærket livet på sin egen krop. Hun har et brændende ønske om, at hun kunne prøve at være ulykkelig. Lykken er hendes ulykke.
I “Udsøgt smerte” prøver vi at forstå, hvad lidelse, ulykkelighed og smerte er, og vi sidder i salen og fortærer de grusomme detaljer fra disse menneskers hjerteskærende beretninger. I mellemtiden mister vores hovedkarakter sin elskede mand, som i løbet af hendes udlandsrejse har fundet sig en ny kvinde. Vi følger hende i bearbejdningsprocessen, og hun gentager sin lidelsesfortælling – hver gang med nye toner og nye vinkler. Endelig får hun noget at skrive om, hvilket hun netop rejste ud for at få.
Et teknisk pletskud
Rent teknisk er forestillingen en velkomponeret og veldoseret størrelse. Forløbet varieres af forskellige fortællemetoder, som holder os fæstnede til historierne. Forudsætningerne taget i betragtning, så er iscenesættelsen af “Udsøgt smerte” endt med det bedst mulige resultat. For det er svært at være nærværende og vedkommende, når man fremsiger brevvekslinger i datid.
Hertil hjælper en nærmest demonstrativ postmodernisme, som kommer til udtryk i gråtonede kostumer, en næsten overvældende kollage af videoprojektioner, et stemningsdikterende og replikdistancerende lydunivers, samt et lysdesign, der skriger på opmærksomhed. Alle disse virkemidler fører os nænsomt igennem en talestrøm, der ellers ville blive enerverende for selv de selvbestaltede elite-publikummer. Her lykkes virkemidlernes brug uden overforbrug.
Og videoprojektionerne er ved at være et fast indslag i vor tids scenekunst. Vi er efterhånden ved at have set alt, hvad det element kan, og ikke mange formår at udfordre det. Men hvorfor udfordre det, når vi kan forædle det? I “Udsøgt smerte” er videoprojektionerne ikke blot understøttende for fortællingen og stemningsskabende – de er også på et meget højt æstetisk niveau. Projektionerne i forestillingen skaber derfor sammen med lyd- og lysdesign en treenighed, der for en gangs skyld fungerer perfekt.
Forestillingen spiller på Teatret Svalegangen i perioderne den 9. – 18. oktober og den 20. november – 7. december. I mellemtiden tager den på Danmarksturné i perioden den 21. oktober – 16. november.
Tekst: Sophie Calle | Oversættelse: Karen-Maria Bille | Iscenesættelse og scenografi: Jacob F. Schokking | Musik: Thomas Strønen | Medvirkende: Ellen Hillingsø, Solbjørg Højfeldt og Steen Stig Lommer | Produktion: Holland House, Husets Teater og Teatret Svalegangen