Rune Klans show ”Tvivl” har for langt imellem overraskelserne
Rune Klan er behageligt og humørsmittende selskab, men vi savner jokes og tricks i showet ”Tvivl”, der ikke fremstår særligt gennemarbejdet.
★★★☆☆☆
Rune Klan er tilbage på comedyscenen – eller skulle man sige teaterscenen – med sit nye onemanshow ”Tvivl”, der spiller på Teater Republique i København. Showet lægger sig i forlængelse af hans to seneste shows, ”Barnløs” og ”Håbefuld”, der sammenlignet med hans tidligere optrædener har været langt mere fortællingsbårne og personlige. Mest åbenlyst i ”Barnløs”, der handlede om fertilitetsbehandlinger og kampen for at blive forælder.
Denne anmelder knuselskede ”Barnløs”, der understregede Klans mesterlige evner som tryllekunstner i både stor og lille skala, samt hans formidable formidling af en rørende fortælling i komisk indpakning. Disse er i øvrigt evner, som vi har kendt ham for i årtier, men som blot lykkedes i særlig grad i 2017.
Siden er Rune Klan blevet far til et barn, som er adopteret fra Sydafrika, og det har været udgangspunktet for de to efterfølgende shows. Først i ”Håbefuld”, der handler om overvejelser omkring arv og miljø, når man ikke er genetisk forbundet med sit eget barn, og nu med ”Tvivl” om alt det, man ikke føler sig sikker på.
Desværre har disse to efterfølgere ikke nær levet op til forventningerne. Og nye læsere kan altså begynde her, for ”Tvivl” har præcis de samme udfordringer og mangler, som ”Håbefuld” havde: Der er grundlæggende for få jokes og for gennemskuelige tricks til, at vi kan betragte det som et vellykket trylle- og comedyshow.
På scenen står en stribe genstande, som i klassisk Rune Klan-stil har et hjemmebygget udtryk. De indeholder dog alle et lille kuriosum som for eksempel en bog, der balancerer på et hjørne, og en bold, der svæver i midten af en gennemsigtig æske. Igennem showet inddrager han disse genstande, som bliver til tricks.
Men de meget få tricks, som han laver igennem showet, er dels gentagelser af klassiske tricks, som han også har lavet i tidligere shows, og dels helt uden sammenhæng med fortællingen. Den smule trylleri, der er, virker altså alt for tilfældig og dramaturgisk ugennemtænkt sammenlignet med hans tidligere shows.
Der er også ganske langt imellem de store grin i løbet af aftenen, hvilket i høj grad skyldes en generel uskarphed i manuskriptet (der ikke virker til at være nedskrevet). Til gengæld er historierne i showet ganske velvalgte, og showets tema giver mening.
Endelig skal man naturligvis heller ikke undervurdere det varme smil, som de fleste af os trods alt sidder med nærmest konstant igennem showet. Rune Klan er stadig godt og humørsmittende selskab, og man har derfor ikke spildt tiden på showet ”Tvivl”. Og hvis vi ser godt efter, ser vi også trylleri på højt plan hist og pist. Men vi går hverken særligt grinende, grædende eller måbende fra showet.
Showt spiller på Teater Republique i København til den 13. maj 2023, samt i Musikhuset Aarhus den 19. og 20. maj 2023.
Af og med: Rune Klan