ANMELDELSE: Farlige forbindelser, Det Kongelige Teater

Velspillet “Farlige forbindelser” i statisk modeshow-koncept

Storartede skuespilpræstationer i Det Kongelige Teaters “Farlige forbindelser”, men iscenesættelsen bliver for statisk, pæn og uinteressant.

★★★☆☆☆

Som i et showroom hos et italiensk modehus er scenografien til Det Kongelige Teaters “Farlige forbindelser” stilren og elegant med cirkelrunde puffer og høje gardiner i en sart farve. De eneste kontraster er shoppingposer og æsker fra Max Mara, Prada og de andre fashion-mastodonter, der markerer overklassemiljøet, som forestillingens intriger udspiller sig i.

Scenografen har vist speciale i minimalisme. I hvert fald var hendes mange soveværelser i “1001 nat” (, 2021) betagende smukke i Clement Irbils lys- og skyggedesign, ligesom tomrummet i “Faust” (, 2020) blev konceptuelt gennemført i selskab med samme Clement Irbils lysdesign.

Også i forestillingerne “Dantes guddommelige komedie” (, 2019) og “De fulde” (, 2019) har og matchet hinanden æstetisk. Måske især fordi Irbil ikke er bange for at lyssætte det minimale interiør. Det ser vi også i “Farlige forbindelser” nu på , hvor han får de medvirkendes skygger til at fremstå som store, brutale monstre i et skyggespil på det enorme bagtæppe.

Der er altså et konsekvent velfungerende partnerskab imellem og . Sådan ser det i hvert fald ud udefra. Desværre er der ikke et lige så vellykket match hos og instruktøren . I hvert fald ikke kunstnerisk. Alle de førnævnte forestillinger har nemlig også tilfælles, og for dem alle er det tilbagevendende problem, at forestillingerne bliver for stiliserede, konceptuelle, pæne og – i yderste konsekvens – kedelige.

I “Farlige forbindelser” står de fem puffer i samme formation på scenen fra start til slut, selvom de imellem scenerne skubbes en tur rundt på gulvet af fire regimedarbejdere, der hver gang efterlader pufferne i samme formation, som i den forrige scene. Altså aldeles formålsløst, hvilket i sig selv sikkert har en absurd pointe, som denne anmelder ikke begriber.

Disse puffer bliver igennem forestillingen som piedestaler for de medvirkende, der gennemfører forestillingen næsten udelukkende siddende og adskilt på hver sin puf. Dette giver også et statisk udtryk, der ikke rigtigt har noget (åbenlyst) formål. Det eneste effektfulde ved dette greb er, at når personerne endelig mødes fysisk på scenen, bliver det desto mere intenst – men resten af tiden er det for tørt.

På den måde overskygger de konceptuelle valg forestillingens nerve og nærvær. Det samme gælder humoren, der er gennemtrængende i replikkerne i Morten Kirkskovs udmærkede oversættelse. Masser af små, underfundige jokes bliver tabt på gulvet, fordi man ikke har dyrket komedien i forestillingen.

Og dog! For på scenen er der en hel stribe af lyspunkter at finde hos de medvirkende. Særligt er dyrisk, slesk og erotisk med fremskudt underliv og spredte ben i rollen som greven de Valmont. Hvad angår seksuel energi og magtsyge overgås han kun af i rollen som markisen de Merteuil, der styrer hele personkredsen som marionetter. Tilsammen har de to i høj grad et humoristisk samspil, der emmer lidt af og Holberg, og som bygger på skarp timing og stærke karikaturer, men hvor der også er plads til følsomme nuancer.

Som den helt unge pige, Cécile de Volanges, der knapt nok er kønsmoden, før greven de Valmont tager hende “i lære” i sengen på pigekammeret, er fremragende. er sensuel og skrøbelig på én gang som den prostituerede Émilie. Og ikke mindst er overraskende troværdig trods de store udbrud i rollen som La Présidente de Tourvel, når hun først tillader sig kærligheden, og den siden tages så brutalt fra hende, at salen sitrer af medfølelse.

Alt i alt er Det Kongelige Teaters opsætning af “Farlige forbindelser” præget af dygtige skuespilpræstationer, men hæmmet af en iscenesættelse, der ikke i tilstrækkelig grad griber de sproglige og humoristiske kvaliteter i manuskriptet, og desværre bliver så pæn og konceptuel, at vi mister interessen for den.

Forestillingen spiller i Skuespilhuset i København til den 17. februar 2023.


Dramatisering: Christopher Hampton efter roman af Pierre Choderlos de Laclos | Oversættelse: Iscenesættelse:  | Medvirkende: , , , , , William Halken, , og Alexander Bryld Obaze | Scenografi og kostumedesign:  | Lysdesign: Lyddesign:  | Produceret af:

Del dette indlæg