Rørende teatermonolog om sorgen efter at have mistet

Teater Vestvolden byder på en rørende og velfortalt teaterversion af Martha Flyvholm Todes ungdomsroman ”På Bornholm må man græde overalt”.

★★★★☆☆

Ensomheden er slående i Teater Vestvoldens opsætning af Martha Flyvholm Todes kortroman ”På Bornholm må man græde overalt” fra 2017. Forestillingen er en monolog, hvor skuespiller Ludmilla Faber Striim spiller den unge voksne Maria, der lige har mistet sin stedfar Tore efter en blodprop.

Personerne omkring hende – hendes mor, hendes engelske kæreste og hendes venner – taler med hende som stemmer fra højtalere, mens hun selv står i et sort, udefinerbart rum. Alene. Alene med sine følelser – eller med sin mangel på følelser. For hun ved ikke, hvad hun føler, eller hvordan hun skal formulere sin sorg.

Forestillingen henvender sig egentlig til unge, men til premieren denne lørdag eftermiddag, hvor det var svært at få øje på én i målgruppen, var der alligevel en umiskendelig snøften rundt omkring i salen. Sorgen efter et tab er jo genkendelig for de fleste, og ligesom det Hvidovre-baserede Teater Vestvolden flere gange før er lykkes med, er det altså en ungdomsforestilling, som voksne også kan få glæde af både med og uden yngre selskab.

Det er dramatiker Simone Isabel Nørgaard, der med vanlig sikker hånd har omdannet bogen til en teatermonolog, og det er sket med respekt for bogens tone og minimalistiske sprog. Vi genkender hele passager fra romanen, som klart og tydeligt beskriver det miljø, der omgiver Maria. Og essensen af historien og Marias sorgproces træder frem i dramatiseringen.

På Bornholm må man græde overalt - Teater Vestvolden - Foto: Søren Meisner

Ludmilla Faber Striim formidler hovedpersonen ægte og troværdigt på scenen og skaber en fin karakteristik af Maria. Og den nøgne scene, der kun bliver suppleret af nogle grafik- og videoprojektioner og et sort scenetæppe, bliver udnyttet glimrende i Kasper Sejersens iscenesættelse.

Teatermonologen ”På Bornholm må man græde overalt” varer kun 45 minutter, hvilket ikke er meget kortere, end romanens længde i oplæsning. Man kunne dog ønske sig en smule mere variation i tempoet og nogle ophold i talestrømmen, som gjorde teaterversionen mindre litterær og gav plads til lidt mere dramatik. Forestillingens svaghed er, at den efterhånden bliver temmelig monoton i udtrykket, og vi risikerer at tabe opmærksomheden indimellem.

Replikkerne ledsages som sagt af et grafisk lag, som projiceres op på et gennemsigtigt tæppe imellem publikum og skuespilleren. Det bidrager visuelt til forestillingens variation, men bliver for denne anmelder også en smule umotiveret. Det samme gælder for den musikalske ledsagelse, der indimellem også føles lidt mere som fyld end som et kunstnerisk tilvalg.

Langt bedre fungerer det, når det brusende spor i havet efter bornholmerfærgen eller de stille krusningerne på vandoverfladen i en bornholmsk sø danner et mere realistisk og dog symbolsk bagtæppe. Eller når der fra højtalerne strømmer et ekko fra Marias minde om en fødselsdag, hvor Tore insisterede på at have alverdens instrumenter med i Marias fødselsdagssang.

Teater Vestvoldens ”På Bornholm må man græde overalt” er altså en anbefalelsesværdig dramatisering af en lige så anbefalelsesværdig roman, som på original vis formidler sorgens natur igennem en bevægende og relaterbar historie.

Forestillingen spiller i Hvidovre til den 18. november 2023.