Endnu en mislykket modernisering
Aalborg Teaters direktør Hans Henriksen laver endnu en modernisering af en klassiker, og med ”Forbrydelse og straf” lykkes det heller ikke.
★★★☆☆☆
Fjodor Dostojevskijs roman ”Forbrydelse og straf” er simpelthen et mesterværk. Det kan ikke diskuteres, og det bliver det vist heller ikke. Denne anmelder har foreløbigt kun romanens første sider i fjern erindring, mens Dostojevskijs to væsentligt kortere romaner ”Spilleren” og ”Dobbeltgængeren” blev læst til ende.
Men romanens usædvanlige tyngde, dybde, psykologiske spil og skarpe samfundskritik skinner klart igennem i teaterversionen af ”Forbrydelse og straf” med dramatisering af svenske Erik Uddenberg. Dét lykkes det Aalborg Teater trods alt at få ud over rampen.
For hvis vi ser bort fra Ferdinand Falsen Hiis‘ fremragende arbejde i den altoverskyggende hovedrolle som Rodion Raskolnikov – samt et par andre skuespilpræstationer, der isoleret set også gør et godt indtryk på os – så gør teaterdirektør og instruktør Hans Henriksens iscenesættelse alt for at spolere den gode oplevelse.
Hele forestillingen er tæt tapetseret af såkaldte verfremdungseffekter – et fremmedgørende eller illusionsbrydende greb, der kommer fra Bertolt Brecht i 1930’erne, som skulle få os ud af teatrets fiktionsunivers.
Det kan være særdeles effektivt, når det bruges rigtigt; det kan få os ud på kanten af stolene. Men når det bliver misbrugt i så svær grad som i Hans Henriksens iscenesættelse, kommer vi ikke bare ud af fiktionen – vi bliver nærmest skubbet helt ud på gaden og hen til bussen.
Fængende karakter
Desværre er det ikke første gang, at Hans Henriksens iscenesætterarbejde på Aalborg Teater har afstedkommet fejlslagne moderniseringer af skønne klassikere. Man må efterhånden spørge sig selv, om teaterdirektøren ikke skulle nøjes med at være teaterdirektør.
Når ”Forbrydelse og straf” alligevel er værd at se, er det først og fremmest Ferdinand Falsen Hiis‘ præstation, der bygger på så interessant og fængende karakterarbejde, at vi nemt kunne nøjes med ham i en monolog på en tom scene i tre timer. Og scenerne sammen med Nanna Skaarup Voss i rollen som Sonja fungerer forbilledligt.
Ellers bidrager Aalborg Teaters version af romanen ikke med andet end en fornyet lyst til at gå hjem og give sig i kast med Dostojevskijs moppedreng igen. Vi oplever ikke, at scenen og de sceniske virkemidler er med til at udvide værket. Tværtimod føler vi, at vi går glip af et univers i bogen, som teaterversionen desperat forsøger at lægge afstand til.
Derfor er ”Forbrydelse og straf” mislykket som teater. Historien er god, men det har den været siden 1866, og det er ikke Aalborg Teaters fortjeneste. Den kendte titel sælger sikkert billetter, men hvorfor skulle vi ikke bare blive hjemme og læse bogen?
Forfatter: Fjodor Dostojevskij | Dramatisering: Erik Uddenberg | Oversættelse: Jens Christian Lauenstein Led | Iscenesættelse: Hans Henriksen | Medvirkende: Ferdinand Falsen Hiis, Kathrine Høj Andersen, Martin Ringsmose, Steffen Berenthz Eriksen, Camilla Gjelstrup, Nanna Skaarup Voss, Bolette Nørregaard Bang, Sebastian Henry Aagaard-Williams, Evrim Benli, Lars Topp Thomsen og Marcus Gad Johansen | Scenografi: Serge von Arx | Kostumedesign: Nina von Arx | Lysdesign: Mia J. Willett | Lyddesign: Jonas Hvid | Produceret af: Aalborg Teater
Del med dit netværk
