Eksperimentarisk scenekunst med Aalborg Teaters “46 + 1”, hvor otte medvirkende med Downs Syndrom gør os klogere og gladere.
★★★★★☆
På loftet af Aalborg Teater, på Mindste Scene, spiller forestillingen “46 + 1”, som tager mikroskopet frem og stiller skarpt på det ekstra kromosom, der giver handicappet Downs Syndrom. I et borgerscene-lignende koncept er der otte medvirkende med Downs og en såkaldt normal medvirkende: skuespiller og iscenesætter Martin Ringsmose.
Forestillingen er sammensat af enkelte, nummerede scener, der tilsammen danner en undersøgende kollage. Eksempelvis ser vi Martin Ringsmose afklæde sig synkront med én af borgene i scenen “#10 – Krop”. På samme måde ser vi ham efterligne en anden borgers sang i scenen “#4 – Sang”. Og vi ser borgerne udstille sig selv i scenen “#2 – Montre”, hvor de manifesterer yderlighederne af vores værste fordomme ved at skære grimasser og sige dyrelyde.
Og når de medvirkende på denne måde omtales som borgere, er det, fordi de så langt fra er performere. Meget tyder på, at scenerne er improviseret frem efter nogle overordnede principper – og de medvirkende har budt ind med, hvad de har lyst til. Ligesom de under hver forestilling også lader sig rive med af impulser og lader sig trætte af kedsomhed, hvilket forestillingen som helhed må indordne sig efter.
Men er det borgerscene-teater? Aalborg Teater lover ikke publikum en bestemt genre i “46 + 1”. Forestillingen er nærmere en undersøgende performance, der tager udgangspunkt i de medvirkendes handicap, end det er en forestilling om disse borgeres liv. Dog har deres personligheder afgørende betydning, idet én scene er en af borgernes oplæsning fra sin dagbog, og en anden er nogle korte interviews med de medvirkende om deres bolig, familieliv og fritidsinteresser. Og hvad de i øvrigt ellers lige sidder og brænder inde med.
Martin Ringsmose er nøglen til, at dette eksperiment løfter sig op til et scenekunstnerisk projekt med noget på hjerte. Givetvis i samarbejde med det dramaturgiske team af Kjersti Hustvedt og Jens Christian Lauenstein Led har forestillingen fået en form og et formål, som har relevans for alle publikummer; vi skal blive klogere på menneskene bag handicappet Downs Syndrom.
Martin Ringsmose leder forestillingen; han iscenesætter så at sige, imens forestillingen udspiller sig. Men han dirigerer ikke. Tvært imod er det ham, der lader sig styre af energien og intentionerne i forestillingen, samt ikke mindst af de medvirkendes pludselige indfald. Dette betyder også, at man af tidsmæssige årsager må springe to scener over og gå direkte til slutningen. Mon det var meningen? I hvert fald bliver risikoen for det varslet før forestillingen, og det giver i sidste ende en helt særlig fornemmelse af nærvær og uforudsigelighed.
“46 + 1” og dens medvirkende borgere er selvironiske uden at blive selvnedgørende. Vi får både bekræftet og afkræftet fordomme, og vi får ny viden og mindre berøringsangst. Kort sagt, forestillingen ryster vores verdensbillede, hvilket aldrig bliver usundt. Derforuden er såvel scenografi, videodesign og lysdesign gennemført og professionelt. Der er ikke sparet på fagligheden, selvom der er tale om såkaldt ‘eksperimenterende teater’. Og hvorfor skulle man også det? Er det ikke netop den slags teater, der ikke må spares på?
“Er du glad for at være dig,” spørger Martin Ringsmose på et tidspunkt én af de medvirkende. Hun svarer bekræftende og uden at tøve. Hun kan nogle ting selv, og så får hun hjælp til nogle andre ting, fortæller hun. Man kan spørge sig selv, om man så ikke også har nok at glæde sig over.
“46 + 1” spiller på Aalborg Teater ind til den 10. august 2017.
Iscenesættelse: Martin Ringsmose | Medvirkende: Christian Jørgensen, Hanne Hylander, Janne Møller Gerogsen, Jill Thorup Laursen, Jonas Thorbjørn Nielsen, Lotte Kvist-Ibsen, Peter Højbjerg Kjær, Sune Holm og Martin Ringsmose | Scenografi: David Gehrt | Lysdesign: Suni Joensen | Lyddesign: Jonas Hvid
Del med dit netværk
