“Alt er umuligt” er hverken teater eller film

Afgangsforestillingen “Alt er umuligt” skulle have spillet på scenen, men i stedet er det blevet til et videoværk, der bryder konventioner.

★★★★★★

Det ville efterhånden have været mindre deprimerende at leve helt uden teater i coronatiden, end at se teatrenes onlineudbud, der bare minder os om dét, vi går glip af. For selvom “Alt er umuligt” på mange måder er et fremragende videoværk, så gør det ondt at tænke på, at den aldrig møder sit publikum. Dét burde den!

Men ret skal være ret; det er formildende, at de medvirkende spiller forestillingen live foran os. I morgen aften lancerer Teater V i Valby sin nye digidramatik-forestilling “Safe Space”, som ifølge teaterchef Pelle Koppel er fremtidens teater. Den spiller også live, og forventningen er, at vi i en virtuel teatersal vil få oplevelsen af at være sammen.

Et digitalt univers

Det gør vi ikke i “Alt er umuligt”, og det er heller ikke meningen. skrev teksten til scenen, og afgangsforestillingen skulle have været den store kulmination på de seks afgangselevers skuespiluddannelse, men tiden har tvunget dem til at sadle om. Og instruktør har fået det hele til at virke i seks simultane livestreams.

Forestillingen har sin egen hjemmeside, der er bygget op som en kollage af udklip, tegninger og håndskrevne tekster. Det skulle være en rigtig god dag, hvis en webdesigner ville nøjes med at kalde det grimt.

Allerede her bryder vi altså konventionerne. Vi er ikke gået online for at se teater. Vi er heller ikke gået ind på en gængs streamingtjeneste for at se film. Vi har bevæget os ind i et levende, digitalt univers. Musikken spiller allerede, da vi ankommer, og vi kan bruge minutterne, før forestillingen begynder, på at skrive i chatten eller læse i gæstebogen.

Pludselig dukker de op på skærmen, de medvirkende. Vi får en kort velkomst og lidt praktiske informationer, og så tæller de ned. Vi når at tænke: “Så, nu begynder det.” Ligesom i teatersalen, når dørene lukkes og lyset dæmpes. Og i biografen ditto.

Kreativt hold

Igennem halvanden time får vi et styrtebad af Nanna Cecilie Bangs fortrinlige dramatik og Tue Bierings mesterligt præcise kaosudtryk. Unge skuespillere taler om unge følelser. Virkeligheden er forvrænget. Replikkerne er ekstreme. Det er uden på tøjet. Og dog er det på forunderlig vis både realistisk og ægte.

Og de medvirkende, som er fra afgangsårgangen i Aarhus, er en sær samling krudtugler. Vi så flere af dem i Teatret Skærsommers trippede version af “En skærsommernatsdrøm” (2018) i Den Gamle By, som var et sommerferieprojekt uden for skoleregi. Her fik de tydeligvis spillerum for nogle skævheder, som kun er få mennesker forundt.

Disse krøllede og særdeles velspillende skuespillere er sublime i Nanna Cecilie Bangs tekst, og får det mest kreative frem i dem.

Forestil dig eksempelvis et billede af to bare ben. Billedet er beskåret ved lårene. Ned kommer samme persons arme. De placerer sig med håndfladen på gulvet og med fingrene pegende indad mod fødderne. Nu har du to par ben, der danser sammen.

Eller forestil dig at kunne se en fest fra flere sider på én gang. Eller en seng. Se pigen, der gik med ham hjem. Se ham vende ryggen til. Høre hende tænke, at det nok alligevel ikke er hende, der skal føde hans børn, for man vender vel ikke ryggen til den, der skal føde ens børn.

Angstprovokerende

Forestil dig at skulle se fem-seks film på én gang. Det er umuligt. Men det føles alligevel hurtigt naturligt, at vi følger en eller to af dem, mens de andre billeder danner en slags baggrund for den, der taler. Det giver en oplevelse, der minder om teatret, hvor man også kan kigge på de skuespillere, der ikke er i fokus.

Noget af det, vi mangler, når vi sidder hjemme ved skærmene, er en spænding. Følelsen af, at der er noget på spil. Den får vi heller ikke i “Alt er umuligt”, men vi får noget, der minder om.

For de medvirkende bliver ikke hjemme igennem hele forestillingen. De går ud i Aarhus. Hvor virkelige mennesker går rundt. Her siger de replikker, som folk omkring dem ikke umiddelbart tolker som replikker. Det er det mest angstprovokerende, denne anmelder længe har set. Og samtidig gør det noget ved vores rolle som tilskuer, som hverken kan skabes i teatret eller på film.

Derfor er “Alt er umuligt” ikke bare et videoværk i topklasse, men også et værk, der bryder rammer og konventioner. Vi er gået glip af noget, der formentligt var blevet en storslået teateroplevelse, og denne anmelder håber på, at vil samle holdet igen. For der opstår en magi, som vi slet, slet ikke er færdige med.

Forestillingen spiller i denne uge på alterumuligt.com.


Manuskript:  | Instruktion: | Medvirkende: , , , , og | Produceret af: i samarbejde med

Del dette indlæg