ANMELDELSE: At lære at dø, Mungo Park

Klimarædsler skyller ind over os i ”At lære at dø”

Viktor Tjernelds klimaforestilling ”At lære at dø” på bliver desværre en forudsigelig og ikke særligt oplysende omgang skældud.

★★★☆☆☆

Mens store skove brænder det ene sted, oversvømmer gaderne det andet sted. De uhyrlige klimaforandringer er vi efterhånden ved at fatte, at vi selv har lod og del i, men gør vi noget ved det?

Instruktøren har især imponeret denne anmelder med sine dokumentariske forestillinger ”OW Bunker” på (2019) og fake news-forestillingen ”Spejlmanden” på (2020). Nu er han tilbage på samme i Allerød, hvor klimakatastrofen er på tapetet med forestillingen ”At lære at dø”.

Igen er der noget dokumentarisk over forestillingen, men det faktuelle bliver her i højere grad blandet sammen med en traditionel fiktionshistorie, der desværre er både forudsigelig og småpatetisk. Hvad sker der mon, når to singler mødes under stjernehimlen? Hvordan mon det går den pessimistiske skolelærer, der ikke mener, at det nytter at lære børnene om affald? Og hvad indser jubeloptimisten mon, når han prøver at skabe små co2-besparelser igennem dialog på sit job i kommunens teknik- og miljøforvaltning?

I teatret taler man om Tjekhovs pistol, som hentyder til et princip om, at man ikke skal vise eller fortælle publikum noget, som ikke skal bruges senere. Hænger man en pistol på væggen, så skal den på et tidspunkt affyres. Men kunsten må være at gøre det spændende, hvad denne pistol skal bruges til. Det lykkes ikke i ”At lære at dø”. Her føler vi fra begyndelsen, at vi kender slutningen. Vi håber til sidste sekund på et tjerneldsk tvist, ligesom han for to år siden overraskede os i ”Spejlmanden”, men det kommer desværre ikke.

Nå, men får forestillingen så nogle vigtige klimabudskaber igennem? Der er ingen tvivl om, at og har noget på hjerte med forestillingen, der sammenligner klimaaktivisme med frihedsbevægelsen under Anden Verdenskrig, hvor blandt andet sabotage var en nødvendig del af kampen. Men virkemidlerne får desværre den modsatte effekt.

Undervejs i forestillingen er der eksempelvis videoklip med børn, der bliver interviewet om klimaforandringerne. Og det er jo altid kært at høre børn udtale sig om noget voksent, men det virker ikke særligt fordrende for forestillingens hensigt om at være faktabaseret. Det samme gælder den ene hovedrolles lange tirade med frygtelige kendsgerninger, der helt sikkert indeholder flere overraskende statistikker og prognoser, men som skyller ind over os som en tsunami af informationer, hvorved vi ikke fanger det mindste af det. Tre milliarder hvad? Hvilke 30 procent? Hvor mange grader sagde du?

har skabt en scenografi, der er afbrændt og forkullet i bunden, hvilket foruden at understrege situationens alvor også bidrager til nogle smukke scenebilleder i forening med Christian Halbergs videodesign. Henry Aagaard-Williams udfylder fornemt rollen som den friske og optimistiske kommunalt ansatte, der bogstaveligt talt løber op ad væggene i ren og skær kådhed, mens som tårevædet skolelærer med troværdighed får os til at se lige lukt ind i apokalypsen. Der er altså også uomtvistelige kvaliteter i forestillingen.

Derudover må man også erkende, at det har en effekt at blive skældt ud i halvanden time. Man kommer måske ikke meget klogere derfra, men det sætter dog gang i nogle overvejelser, som for mig selv gjorde hjemturen med min ledsager til en interessant diskussion om kødspisning og flyrejser.

“At lære at dø” spiller på i Allerød til den 11. oktober 2022, samt derefter på turné til den 3. december 2022.


Manuskript og iscenesættelse: Medvirkende:  Henry Aagaard-Williams og | Scenografi: Lyddesign: Lysdesign: Videodesign:  | Produceret af:

Del dette med dit netværk