Musicalen “Atlantis” imponerer kun sporadisk

Genopsætningen af den danske succesmusical ”Atlantis” byder på store sangstemmer og musikalske kvaliteter, men sproget og historien halter.

★★★★☆☆

Den danskproducerede musical ”Atlantis” fik første gang premiere i 1993, og i de efterfølgende år voksede successen. Nu har Tivoli og musicalproducent taget initiativ til at genopføre ”Atlantis” i kæmpeskala, hvor musikken er blevet arrangeret til et større orkester, og hvor produktionen i det hele taget har fået et ordentligt nøk opad.

Og det er da også musikalsk, at musicalen ”Atlantis” byder på mest. Musikken er komponeret af , der har fået næsten alle typer af klassiske musicalsange med. Der er både store korsatser, prangende soloer og flerstemmige dialoger. Der er både rockballader og muntre march-melodier.

En enkelt sang eller to har også overlevet uden for scenen igennem de 28 år siden urpremieren. Det gælder særligt præsten Koptos' smukke hymne ”Morgen på Atlantis”, der første gang blev sunget af .

Kræver forberedelse

Manuskriptet er skrevet af og . Det gælder både sangteksterne og de sungne replikker imellem sangene, som kendetegner en såkaldt gennemkomponeret musical.

Og her mærker vi altså, at vi ikke har med store poeter at gøre. Sangteksterne er kun tålelige, mens replikkerne er frygteligt flade og indimellem ufrivilligt komiske med deres forudsigelige rim og overfortællende dialoger. Det er mærkeligt, at sådanne to musikalske begavelser ikke har kunnet finde musikken i sproget.

Hvis man kan sin Platon, så ved man – og ellers har man ligesom denne anmelder taget et leksikonopslag til lejligheden – at myten om Atlantis handler om en hellig og magtfuld ø, hvis borgere var efterkommere af havguden Poseidon. Men de menneskelige behov og lyster begyndte at dominere i befolkningen. Det bliver øens undergang, og Atlantis ender med at synke til havets bund.

Atlantis - Tivoli
Pedersen og . Foto: Søren Malmose

I musicalen ”Atlantis” er denne myte sådan set adapteret ganske glimrende og med masser af højdramatik, der kan gøre enhver Shakespeare-fan blød i knæene. Der er både kongemord, landsforræderi og umulig kærlighed imellem to unge mennesker. Omkring dem sværmer sirenerne, som understøtter mytologien, og synden skildres ved Jabbadoors dyrkelse af satan (Baalzebub).

Men man skal også kunne sin Atlantis-myte på forhånd, hvis man skal have den mindste mening ud af historien. Ikke mindst slutter forestillingen med et brag, der synes noget pludselig og umotiveret, men som – når man ved det – er historiens klimaks. Dén er det lidt ærgerligt, at man skal læse lektier hjemmefra for ikke at gå glip af.

Store sangere

Til denne opsætning har man lagt sig i selen for at besætte rollerne med gedigne sangstemmer. Mest fremtrædende er den unge hovedrolleindehaver Pedersen som prinsesse Adalena. Hendes parti er temmelig udfordrende, men hun klarer den strålende, og hun får tilmed udtrykt den unge piges indeklemte følelser imellem faderopgør og kærestesorger.

Som vores unge helts mor, Salene, er endnu mere velsyngende og måske aftenens største vokalpræstation blandt solisterne. Stærkt fulgt op af i rollen som forræderen Jabbadoor, som han gestalter med åbenlys rutine og mastodontisk pondus.

Jonas Rasmussens fløjlsbløde stemme giver endnu mere sødme til den gode præst Koptos, og hans ”Morgen på Atlantis” bliver næsten lige så mindeværdig som originalen. Og og hans buldrende basstemme giver kong Atlas god fylde både scenisk og lydligt.

Aftenens største hit – og den eneste egentlige skuespilpræstation – får vi hos , der som Jabbadoors følgesvend Zan-Zan bidrager med både humor, karakter og liv. Og det klæder ”Atlantis”, der trods sine musikalske kvaliteter kun imponerer sporadisk.

Forestillingen spiller i København, Aarhus, Odense og Holstebro til den 6. november 2021.


Musik: | Manuskript og sangtekster: og | Dirigent: | Iscenesættelse:  | Medvirkende: Pedersen, , , , , , , , m.fl. | Scenografi og kostumedesign: Philip Witcomb | Koreografi: Kim Ace Nielsen | Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af: og

Del med dit netværk