Aktuel politisk brandstifter-komedie

Biedermann og brandstifterne – hvem er de? Ja, brandstifterne kunne vi jo kalde urostiftere. Eller lømler. Eller flygtninge. Vi kunne endda kalde dem præster eller præsidenter. Alle vi andre er Biedermann, der godtroende lader brandstifterne stryge tændstikken.

På Aarhus Teater har skuespiller og filminstruktør Christian Tafdrup nu debuteret som teaterinstruktør med klassikeren “Biedermann og brandstifterne” fra 1958. Forestillingen er en episk-surrealistisk komedie, der med humor og Brechtske virkemidler kommenterer på både politik, menneskelighed og eksistentialisme.

Her ser vi, hvordan godtroenhed og ignorance baner vejen for brandstifterne. De slæber tønde efter tønde med benzin op på Biedermanns loft, hvor han lader dem bo. De rigger lunter til. De henter letantændelig tvist. Og til sidst mangler de kun tændstikkerne – dem låner de af Biedermann.

Biedermann kender godt til de brandstiftere, der for tiden hærger byens lofter med ildspåsættelser. Men han nægter at indse, at det er de samme brandstiftere, han netop har ladet slå rede på sit eget loft. Selv efter at have duftet til benzin-tromlerne og hjulpet med lunten, vil han ikke tro det. Han siger beroligende til sin kone: “Hvis de virkelig var brandstiftere, tror du så, de manglede tændstikker?”

I stue med Biedermann

“Biedermann og brandstifterne” spiller på Scala-scenen på Aarhus Teater, hvor træpanelerne beklæder væggene. Det samme interiør har scenograf David Gehrt forlænget ind i scenerummet, hvor Biedermann bor i et stilistisk mini-hjem. Det er en forestilling, der vedrører os alle, og derfor deler vi scenografisk stue med Biedermann.

Der skal bruges både en dagligstue og et loft i forestillingen. Begge dele får David Gehrt umærkeligt klemt ind i en snæver sceneopbygning, der giver god plads til at illustrere hele verden udenfor. Vi ser de medvirkende – ikke mindst Aarhus Teaters Kor – gå til og fra og rundt om huset.

En flad iscenesættelse

Den altoverskyggende skuespiller på scenen er Morten Suurballe. Hans smaskende brandstifter Sepp er bedårende i al sin uanstændighed. Dertil kommer Christian Hetland som hans kammerat Willi, der med formelle former giver en skøn dynamik imellem de to brandstiftere.

Nicolaj Kopernikus, der i hovedrollen som Biedermann kan trække på alle erfaringer i forhold til komisk mimik og timing, gør en udmærket figur. Med store øjne og en blid stemme bliver sympatien for Biedermann unedbrydelig.

Iscenesættelsen i det hele taget – og personinstruktionen i særdeleshed – af Christian Tafdrup bliver dog for generel. Vi kommer ikke rigtigt ind til benet på forestillingen; karaktererne bliver næsten farce-agtigt flade, og de Brechtske virkemidler bliver ikke fuldstændigt klare i spyttet.

Hvad lærer Biedermann os?

Forestillingen er fra efterkrigstiden, og dens budskab til sin samtid mærkes stadig i teksten i dag: Vi må ikke glemme at være kritiske. Max Frisch ville med nazismens påvirkninger på Europa frisk i erindringen advare folket om ikke at lade endnu en Hitler manipulere sig ind i vores bevidsthed med ‘Ordnung’ og ‘Arbeit’.

Og det budskab bliver ikke mindre relevant i disse år med ‘fake news’, demokratisk valgte ‘diktatorer’ og lovforslag om ‘burkaforbud’. Og ikke mindst med teaterkritikere og andre journalister, der sætter det farlige i citationstegn for ikke at blive hængt op på noget.

Vi ved jo alle, hvad der er galt i vores samfund. Vi taler om det. Vi kan i et vist omfang også drives til stemmeboksen indimellem for at udøve vores demokratiske indflydelse. Men tør vi tage tændstikkerne fra brandstifterne? Eller går vi blot og venter på, at noget forbyder tændstikker?

En underholdende og vigtig forestilling

Derfor er der ingen tvivl om, hvilken relevans forestillingen har for os i dag. Der er heller ingen tvivl om, at “Biedermann og brandstifterne” er en klassiker, som det fleste teatergængere bør have set mindst én gang i livet.

Det er ikke nogen lettilgængelig forestilling. Når koret kommenterer på situationerne med Max Frisch’ fortæller-replikker, bliver det mærkeligt. Når scenografien vender rundt, og vi pludselig i er helvede i Frisch’ epilog, er det for alvor underligt.

Men det går lige i hjertet på dramaturgerne, der efter forestillingen kan se på deres fanplakater af Bertolt Brecht og stønne “Verfremdung”. Og det bruges jo, fordi det virker. Men hvis man ser “Biedermann og brandstifterne” og forventer en god historie med Disney-slutning, så bliver man svært overrasket.

“Biedermann og brandstifterne” spiller på Aarhus Teater til den 15. juni 2018.

Manuskript: Max Frisch | Oversættelse: Jørgen Engberg | Iscenesættelse: Christian Tafdrup | Medvirkende: Nicolaj Kopernikus, Morten Suurballe, Nanna Bøttcher, Mette Døssing, Kim Veisgaard, Christian Hetland, Holger Østergaard og Aarhus Teaters Kor | Scenografi: David Gehrt | Komponist: Sune Køter Kølster | Lysdesign: Anders Kjems | Lyddesign: Kim Engelbredt | Produeret af: Aarhus Teater