Magtmænd i grå jakkesæt spiller Shakespeares “Richard II”

og ensemblet kombinerer humor og tragedie i fortællingen om det ultimative nederlag i Det Kongelige Teaters “Richard II”.

★★★★☆☆

“Richard den Anden. Ikke den Første. Ikke den Tredje. Den Anden.”

Sådan præsenterer skuespiller sig foran scenetæppet, før Det Kongelige Teaters “Richard II” går i gang. Han gør også opmærksom på, at rollen spilles af en skuespiller ved navn , som er med i starten, hvorefter han vil være væk længe – nogle vil synes, det er for længe – men han kommer tilbage.

Den lille mikroprolog fortæller os tre ting: At kongen er forfængelig og har mindreværdskomplekser over at være den ubetydelige konge i midten. At konceptet bygger på skuespillere, der spiller roller. Og vigtigst af alt, at deres “Richard II” er en tragedie, som men gerne må grine til.

Prologen bliver på sin vis aftenens højdepunkt. Fordi den med få ord, humor og knivskarpt skuespil koger hele forestillingens projekt ind. Snart finder vi ud af, at de medvirkende mænd, der er klædt i grå jakkesæt, spiller flere forskellige roller, og at selvom teksten er nogenlunde umoderniseret, så befinder vi os tidsmæssigt tæt på i dag. På scenen er der stillet klassiske day beds op på rad, og indimellem scenerne går disse mondæne mænd rundt og ryger cigaretter og drikker te, som serveres af tre yndige damer.

Den nærmest konstante tale om krig og magt får disse mænd til at fremstå som engelske diplomater eller politikere, der “leger” Shakespeare. Lidt den samme følelse fik vi i Aarhus Teaters “Kong Lear” i denne sæson. Men hvad pointen er med, at det udelukkende er mænd, og at kvinderollerne foruden Dronningen er skåret fra, mens de eneste kvinder på scenen er statister, forstår denne anmelder desværre ikke, og forestillingen hjælper os ikke til at forstå det.

Mange andre anmeldere har allerede fremhævet i denne rolle, og jeg må bare istemme. Kongens fald er simpelthen sublimt formidlet i hans gestaltning af Richard II, og hans virkemidler er præcise, nuancerede og spændingsfyldte. På scenen bemærker vi også som en særdeles karikeret og udtryksfuld, men dog troværdig Duke of York.

Men foruden Johannessens soloparti er “Richard II” i høj grad en ensemblepræstation, hvor de alle bidrager positivt til forestillingens helhed. Særligt vellykket i forhold til at balancere tragedien med humor er ikke overraskende , og , der får publikum til at grine, uden at der går komediespil i den.

“Richard II” er langtfra et lystspil. Sammenlignet med andre Shakespeare-tragedier er der ikke meget andet end nederlag og ulykke her; ingen romantiske sidehistorier eller morsomme forløsninger undervejs. I hvert fald ikke i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse på . Det går bare slag i slag imod det uafvendelige og ultimative magttab. Heldigvis formår iscenesættelsen og de medvirkende at fastholde spændingen, så vi ikke mister interessen undervejs.

Forestillingen spiller i Skuespilhuset til den 29. oktober 2023.


Dramatiker:  | Oversættelse: Bearbejdelse: og | Iscenesættelse:  | Medvirkende: , , , , , , , og | Scenografi og kostumedesign:  | Lysdesign:  | Lyddesign: Produceret af:

Del dette indlæg