Hvad gør en operaimpresario, når sangfuglen er fløjet?

Teatret Brændende Kærligheds forestilling “Birdy” om en forfløjen, operasyngende stjernefugl, er blevet til en kær og kropslig performance.

Med butterflyen helt oppe under hagen og et tyndt, påmalet overskæg ligner Jens Kløft en italiensk operaimpresario a la Scala. Og hans navn, Sibelius Vogelfreud, sender en hilsen til den finske nationalkomponist Jean Sibelius og måske også til fuglefængeren fra Mozarts “Tryllefløjten”.

Hans navn kender vi i øvrigt ikke, medmindre vi har læst programteksten til forestillingen. Der er nemlig tale om en ordløs forestilling i gadeteaterformat. Kun et par skilte, der både er på dansk og engelsk, hjælper os i ultrakorte vendinger ind i dramaturgien.

Vogelfreud skal nemlig om et øjeblik præsentere sin stjerneklient, operafuglen Birdy, som giver koncert fra sit bur. Vi forventer selvfølgelig, at Birdy sidder klar under det overdækkede fuglebur på scenen. Men da han tager klædet af buret – ak, så er fuglen fløjet.

Herfra begynder en intens jagt på panikløsninger. Kan han finde Birdy? Kan han selv synge? Kan han sætte LP’en fra Birdys merchandise-butik på? Eller kan han fange en ny fugl? Det er næsten lige så spændende som en Indiana Jones-ekspedition, og med musikken til arien “Der Hölle Rache” fra “Tryllefløjten” som underlægning bliver det højdramatisk.

Forsøgene på at redde koncerten er mange, og de spænder fra poetiske smuler til fjollede påhit. Og forestillingen bliver en overraskende fysisk performance af Jens Kløft, der med stor charme og scenisk nærvær indtager hovedrollen i Teatret Brændende Kærligheds nonverbale operafarce “Birdy”.

Kropslig bevidsthed

Denne dag på Aprilfestival 2021 spiller forestillingen indendørs i bibliotekære omgivelser. Jeg tror, at den ville få en smule mere luft under vingerne udendørs – særligt på et torv med åbne vidder. Ikke mindst fordi vi på et indelukket bibliotek tænker, at Birdy jo må være her et sted.

Vi får lyst til at råbe: “Jamen så se dog ordentligt efter!”

Men vi holder os i skindet, for vi ved jo, at i teatret kan vi forestille os alt. Og Jens Kløft overbeviser os da også om, at Birdy er helt væk. Den åbne himmel havde blot været en kærkommen forstærkning af problemet, når vi ser det tomme bur med lågen åben. Nu sidder vi i stedet og kigger hen på bibliotekets hermetisk lukkede vinduer.

Ellers er forestillingens dramatik såvel som iscenesættelse særdeles velovervejet og velfungerende. Man mærker især den kropslige bevidsthed hos såvel Jens Kløft som instruktør Rhea Leman.

Der er en vis mængde teknik, hvilket ikke mindst angår afviklingen af forestillingen. Særligt er der vistnok en knap bag på kisten på gulvet, som Jens Kløft skal hen at trykke på i rette tid. Man lægger mærke til det, hvis man lægger mærke til den slags, men overordnet set er det indarbejdet fint i fortællingen, så vi ikke oplever det som ‘teknikture’.

Lidt mere åbenlyst er det, da han i begyndelsen af forestillingen putter en cd i AV-racket ved siden af scenen og trykker på “Play”. Kunne man ikke have gjort den klar i forvejen?

Ikke desto mindre er “Birdy” en kær performance, der pakker både en papirfoldet svane og en glubsk kat ind i et operatema med klassisk musik som soundtrack. What’s not to like?

Af og med: Jens Kløft | Iscenesættelse: Rhea Leman | Musik: Mozart og Laurits Ougaard m.fl. | Produceret af: Teatret Brændende Kærlighed