Velfortalt skildring af to søstres selvudslettelse
Det abstrakte og det realistiske kæmper imod hinanden i Nicolei Fabers teaterversion af Woody Allens ”Blue Jasmine” på Odense Teater.
★★★★☆☆
Odense Teater kalder “Blue Jasmine” en forestilling om at miste sig selv. Men er det ikke i virkeligheden en historie om ikke at kunne slippe sig selv?
Da ulykken rammer Jasmines familieliv – og ikke mindst hendes jetsetliv – tvinges hun til at stå på egne ben. Hun mangler et sted at bo, og derfor opsøger hun sin søster, som hun ellers har undgået at bruge tid på.
Jasmine er en (stereo-)typisk overklassefrue, mens søsteren Ginger lever et mere middelmådigt liv. Og det er netop disse roller, som søstrene fastholder sig selv i, selv om de har alle muligheder for at flytte sig.
Woody Allen havde premiere på filmen “Blue Jasmine” i 2013, og nu har Nicolei Faber skrevet og iscenesat historien i en teaterversion på Odense Teater. Og det er blevet til en velfortalt skildring af de to søstres selvudslettelse.
Klassisk tragediefigur
Søstrene er på mange måder hinandens modsætninger. Ginger ser sig selv og sine gener som den direkte årsag til, at hun må nøjes med det næstbedste job, det næstbedste hus og den næstbedste mand.
Jasmine ser derimod sig selv som et uskyldigt offer for sin egen deroute. Hun ser ikke, hvordan hun hele tiden står i vejen for sin egen lykke. Og på den måde bliver hun en typisk tragediefigur, der på klassisk vis – billedligt talt – ender midt i blodpølen med en dryppende kniv i hånden og et sørgmodigt blik.
Det er de to kvinder, der er i centrum i Nicolei Fabers dramatisering og iscenesættelse. Det bliver understøttet af Christian Albrechtens scenografi, som i Jasmines univers er illustreret med højloftede rum i femme fatale-agtigt rødt, mens Gingers univers er klaustrofobisk småt og holdt i blege, grønne toner.
Bedst i abstraktionerne
Christine Albeck Børge spiller titelrollen som Jasmine, der plages af traumer og psykotiske udfald. De bliver udpenslet i hendes spillestil, så de indimellem bliver slapstick-komiske. Det står i stærk kontrast til Louise Davidsens karakterisering af Ginger og det øvrige persongalleri i øvrigt, som er mere realistisk.
Desværre bliver Jasmines karikerede skikkelse for abstrakt for os, ligesom hendes flashbacks og hallucinationer falder underligt igennem i forhold til de realistiske elementer. Vi får svært ved at føle sympati for Jasmine, mens Ginger kommer til at fremstå som forestillingens hovedrolle.
Dog er det mærkværdigt nok de abstrakte scener og Christine Albeck Børges ekspressivitet, der har inspireret Nicolei Faber og Christian Albrechtsen mest. Her er de i deres rette element som scenekunstnere, og det er i de knaldrøde farver og virkelighedsfjerne øjeblikke, vi tydeligst kan spejle os selv.
Forestillingen spiller på Odense Teater til den 2. oktober 2020.
Efter spillefilm af: Woody Allen | Dramatisering og iscenesættelse: Nicolei Faber | Medvirkende: Christine Albeck Børge, Louise Davidsen, Claus Riis Østergaard, Mikkel Bay Mortensen, Benjamin Kitter, Magnus Andersen Hald, Nicolai Jandorf, Emil Veber Rasmussen, Lea Baastrup Rønne, Niels Skovgaard Andersen og Klaus T. Søndergaard m.fl. | Scenografi og kostumer: Christian Albrechtsen | Lysdesign: Andreas Buhl | Lyddesign: Magnus Hansen | Produceret af: Odense Teater
Del med dit netværk
