Velcastet besætning i ujævn ”Charlie & chokoladefabrikken”

★★★☆☆☆

Charlie er en fattig og faderløs dreng, der bor med sin mor og alle sine bedsteforældre i slummen med en uhyggelig skov af skorstene i baggrunden. De finder mad i skraldecontainere og prøver at få det bedste ud af tilværelsen.

Da den store og mystiske chokoladefabrik udlodder fem gyldne billetter til rundvisning med selveste Willy Wonka, bliver det alt, hvad Charlie drømmer om. Men billetten gemmer sig i en chokoladebar, og sådan nogle har Charlies familie ikke råd til. Kun én gang om året.

Hans mor forsøger at dysse forventningerne ned, mens hans bedstefar bygger drømmene op. Begge dele i kærlighed til Charlie, og begge dele ender med at gøre ham ked af det.

Men han finder en billet, og på chokoladefabrikken er det Charlie og hans fantasi, der gør, at han – ja, for at sige det, som det er – overlever rundvisningen. De andre børn, der er for grådige, for forkælede, for hysteriske og for fantasiløse, ender enten i den kogende karamel eller revet itu og smidt ud med de dårlige nødder.

Fantasikatalysator

På Aarhus Teater er det lykkedes scenograf Palle Steen Christensen at skabe scenebilleder, der i et vist omfang udfordrer og nærer vores fantasi, så scenografien fungerer som en slags katalysator for det univers, vi selv skaber i hovedet. Derfor bliver vi overordnet set heller ikke skuffede over det visuelle udtryk.

Men det gælder desværre ikke i hele forestillingen. Det er, som om nogle scener har fået væsentlig mere opmærksomhed end andre. Detaljegraden bølger fra scene til scene. Hvor der nogle steder synes at være kælet for hver eneste lille nipsting, ligner andre steder panikløsninger. Mon tiden pludselig er sluppet op?

Triste jazz hands

Lidt ujævn er også spændingskurven, hvilket måske både kan tilskrives det originale manuskript af skotske David Greig og iscenesættelsen i Aarhus af Rune David Grue.

Vi kommer decideret sløvt fra start med en åbningssang, der lyder som en fest, men ser ud som en begravelse. Her har vi måske set teaterhistoriens tristeste jazz hands.

Efterfølgende kommer præsentationen af de andre børn: den tykke tyroler, den forkælede russer, den poppede amerikaner og den hackende gamer. Disse scener fylder meget i forhold til historien – de er ligesom scenerne i balletten ”Nøddeknækkeren”, hvor vi skal igennem den arabiske kaffe og den kinesiske te. De er fine og festlige scener, men ude af proportioner med deres betydning for historien.

Inde på chokoladefabrikken føles det, som om historien trækkes i langdrag. Men de spøjse figurer og de drabelige detaljer holder os alligevel oppe på mærkerne. Det er desværre kun for at nå frem til en forholdsvist uimponerende slutning, hvor hele historiens forløsning fiser ud i luften.

---

Forfatter: Roald Dahl | Manuskript: David Greig | Musik: Marc Shaiman | Sangtekster: Marc Shaiman og Scott Wittman | Oversættelse: Mathias Flint | Iscenesættelse: Rune David Grue | Medvirkende: Simon Mathew, Anders Baggesen, Marie Marschner, Christian Collenburg, Kimmie Liv Sennova, Frederik Mansø Boutrup, Jacob Madsen Kvols, Mette Klakstein Wiberg, Viktor Pascoe Medom, Andrea Øst Birkkjær, Marie Dalsgaard, Ashok Peter Pramanik, Nanna Hjort Rossen, Max-Emil Nissen, Matthew One Bailey, Dina Lorentzen, Regitze Glenthøj m.fl. | Kapelmester: Henrik Svenning | Musikalske arrangementer: Niels Søren Hansen | Scenografi: Palle Steen Christensen | Kostumedesign: Karin Gille | Koreografi: Roine Söderlundh | Lysdesign: Mathias Hersland | Produceret af: Aarhus Teater i samarbejde med Østerbro Teater