Cirkusrevyen blæser på krænkelseskulturen

2019 er en revy i storform med en god bredde og variation i sange og tekster, og med et sublimt skuespillerhold på scenen.

★★★★★☆

Hvis du føler dig krænket over , så er det også meningen. Som siger i begyndelsen af revyen, er det formålet med hele teltet.

Og vi har knap nok fået varmet sæderne op, før hele publikum bliver kaldt en samling provinshottentotter. Ordet er en kærlig fornærmelse af os, der har krydset Storebælt for at se , og et svirp med pisken til Gyldendals censurering af Halfdan Rasmussens digte.

Teksterne og sangene balancerer i det store hele fint imellem kritik og fornøjelse, og der er heldigvis ikke tyet til nemme løsninger eller genbrug fra tidligere sæsoner.

De gør det bare!

Særligt har dette års revyhold et ultrahøjt niveau. kan simpelthen det hele – hun har et dragende udtryk, en vidunderlig sangstemme og en intuitiv komisk sans.

er sympatisk og fjolleforvirret på den let bedrøvede måde – en klovn i udtrykkets bedste forstand. Og hans fysiske udtryk som en overstresset stresskonsulent og som en krumrygget Theresa May er eminent.

bliver et billede på vores polerede overflader og vores indre dæmoner, når han veltalende og velfriseret lader det uperfekte komme til syne i sine karakterers psykologi.

Selvfølgelig parodierer en sponsoreret Jørgen Leth med bravur, ligesom Lisbeth Dahl på både tragisk og skræmmende vis får os tættere på Britta Nielsen, end vi egentlig har lyst til.

Det kan faktisk udtrykkes meget kort, hvorfor Cirkusrevyens skuespillerhold lykkes: De prøver ikke på at underholde os – de gør det bare.

Små skår i glæden

Den korte og præcist formulerede Lars Løkke Rasmussen-sketch, hvor han kommer ind og synger ”Tinge-linge-later”, mens han ser til både højre og venstre, er skarp satire og god humor.

Men der er også enkelte skår i glæden, som desværre rammer nogle rimeligt centrale numre i revyen. Deres -hyldest er ingen musikalsk nydelse og bliver alt for forjaget udført, nummeret om pandadiplomatiet er for kluntet, og parodien på Ghita Nørby er simpelthen for svag.

Selvfølgelig er der også en Rasmus Paludan-sketch, som på en kortfattet og billedligt kraftfuld måde siger, at der ikke skal bruges tid på ham. Budskabet er tydeligt, men det er ærgerligt, at emnet ikke får mere substans, når det repræsenterer så afgørende en drejning i vores samfund.

Ikke desto mindre er 2019 en særdeles velarrangeret sammensætning af tekster og sange, der når bredt omkring det væsentligste i det forgangne år. Og det ledsages som altid af et sublimt danseensemble med koreografier af og et velspillende orkester under ledelse af .


Tekster af: , , , , , , , Vase & Fuglsang, m.fl. | Iscenesættelse: | Medvirkende: , , , , m.fl. | Kapelmester: | Koreografi: Scenografi: | Kostumer: | Produceret af:

Del dette indlæg