“Sådan her skal teater ikke være!”

Det danske teaterkompagni lykkes primært med at bekræfte vores værste fordomme om performanceteater med ”Corpo Surreal”.

★☆☆☆☆☆

Den første gang jeg kiggede på uret, var der kun gået 15 minutter. Og det er sådan set ikke, fordi performanceforestillingen ”Corpo Surreal” er kedelig. Den er bare fuldkommen meningsløs og det rene spild af tid.

Det mest forargelige ved forestillingen er, at den er med til at skræmme uerfarne teatergængere væk fra teatret – ikke mindst fra moderne dans og performance. For hvis man har fordomme om, at performanceteater er sådan noget underligt, abstrakt, selvhøjtideligt og elitært noget – at det er kejserens nye klæder – så får man sine fordomme bekræftet i ”Corpo Surreal”.

Vi begriber nok, at der er noget med en dame inden i en sommerfuglepuppe, og hun skal bryde ud og blive til en sommerfugl. Nå ja, det er vel også en historie, men langtfra original eller i sig selv særligt betagende. Og hele universet med flyvende kropsdele og mærkelige dukker skaber fint et surrealistisk univers. Det lovede de os allerede i forestillingens titel. Vi forstår altså ”hvad”, men ikke ”hvorfor”.

Og lad mig derfor understrege: Sådan her skal teater ikke være!

Taler med sig selv

I teatret må vi gerne udfordres og inddrages – der må gerne blive stillet krav til vores egen meddigtning og vores indre fortælling. Det behøver ikke altid at være en historie med en helt og en skurk og en lykkelig slutning. Men vi har simpelthen krav på, når vi bliver inviteret i teatret, at forestillingen i det mindste forsøger at kommunikere med os. Her bliver det et projekt, der mest af alt taler med sig selv og optræder for sig selv.

Måske var pengene og kalenderen og billetsalget faldet på plads, før nogen var begyndt at tænke på en idé med projektet. Måske mødtes man på den første prøvedag og opdagede dér, at ingen havde tænkt en tanke om indholdet. Og måske er det lige det modsatte: Måske er hele forestillingens koncept så propfuld af idéer, at den nu er blevet tænkt itu.​

I hvert fald går vi glip af alt dét, vi kunne have fået ud af det dansk-japansk-islandske samarbejde under dansk ledelse af . Særligt ser vi en kropslighed ud over det sædvanlige hos japanske Yoko Higashino, når hendes lemmers surrealistiske bevægelser og ekstreme præcision opsluger vores opmærksomhed. Og den islandske sopran Ísabella Leifsdóttir giver det meste af tiden det surrealistiske univers en lydlig dimension.

Kombinationen af opera, dans og musikdramatik er interessant. Og det beviste Sart Danseteater, Den Fynske Opera og Baggårdteatret allerede i 2017 med deres sanselige opsætning af ”Knud Romers ABC”. Men gør det svært at elske genren.


Libretto: (US/DK) | Komponist: Fernando Murcof (MX) | Iscenesættelse: (DK) | Medvirkende:  (DK), Yoko Higashino (JP) og Ísabella Leifsdóttir (IS) | Scenografi: (DK) | Kostumedesign: (DK) | Lyddesign: Toshino Kajiwara (JP) | Lysdesign: Arnar Ingvarsson (IS) | Produceret af: i samarbejde med Antibodies Collective (JP), Alþýðuóperan (IS), (DK) og (DK)

Del dette indlæg