ANMELDELSE: Dantes guddommelige komedie, Teater Republique

Dantes kedsommelige komedie

gestalter poetisk og fysisk Dante i ”Dantes guddommelige komedie”, men desværre bliver iscenesættelsen kedelig og prætentiøs.

★★★☆☆☆

Hvordan ser Helvede ud? Digteren Dante Alighieri beskrev med sin ”komedie” rejsen igennem Helvedet, Skærsilden og Paradiset tilbage i begyndelsen af 1300-tallet. Beskrivelsen har siden dannet grundlag for både kunstneres og præsters fortolkninger af efterlivet.

På det østerbroske opsættes ”Dantes guddommelige komedie” nu som en monolog med . Forestillingen er iscenesat af , og teksten er bearbejdet af og instruktøren efter Ole Meyers oversættelse.

Men lad os begynde med det visuelle, der møder os i teatersalen. Scenografien af består af et sort rum, hvori der er opstillet 49 hvide genstande i syv kolonner på gulvet. Der er en bil, en skrivemaskine, en vugge, en urne og andre ting, der hører livet til.

Poetisk tekstarbejde

Nu spiller , klædt i knaldrødt, sin monolog imellem artefakterne på gulvet. Og hvilken fysik der sidder på denne kvinde! Let som en fjer dejser hun om i skikkelse af Dante, der ser de forfærdeligste ting på sin rejse igennem infernoet, hvilket får ham til at besvime.

Hun spiller forestillingen med en barnlig humor og naivitet, som er herlig at være publikummer til. Og selvom vores hovedperson er 35 år, hvilket omkring år 1300 ikke har været en vårhares alder, accepterer vi, at Dante var en sjæl, sådan som Ekblad portrætterer den.

Med sin bløde stemme og sin finlandssvenske accent uddrager hun poesien af teksten, så den synger for vores ører. Det er en tekstuelt gennemarbejdet monolog, der giver et hurtigt resume af Ole Meyers fulde version – men måske også lige kraftigt nok beskåret.

Hvis Dante kigger med, hvorfra han nu sidder – oppe eller nede – må han føle sig en smule amputeret. Til gengæld ender forestillingen med en respektfuld gestus over for Dante, som sikkert bøder for det afskårne. 

Prætentiøst teater

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. For når vi har set et kvarter af forestillingen, har vi faktisk set hele forestillingen. Iscenesættelsen af er noget af det mest kedsommelige, man kan forestille sig.

Ekblad bevæger sig kontrolleret imellem de mange genstande uden at berøre dem, og på et tidspunkt tænker denne anmelder: ”Så spark dog den forbistrede urne omkuld!”

Både iscenesættelsen og scenografien er statisk og forsøger end ikke at bidrage til publikums forståelse eller oplevelse af Dantes fortælling. De bidrager i stedet til at give salen en irriterende prætentiøs og elitær stemning. Efter godt og vel halvanden time føler man sig helt fornem.


Af: Dante Alighieri | Oversættelse: Ole Meyer | Bearbejdelse: og | Iscenesættelse:  | Medvirkende: m.fl. | Scenografi: | Lysdesign: | Lyddesign: | Produceret af:

Del dette indlæg