besøger på sin turné med komedien “De lystige koner”. Det er Shakespeare på underholdende og folkelig vis, men ikke på det komiske niveau, som komedien har potentiale til.

★★★★☆☆

Shakespeares komedie om to lystige koner i byen Windsor er i denne udgave fra flyttet til 1800-tallets Vilde Vesten. Ridderen, den tykke Sir Falstaff, er blevet til en afdanket general, som er veteran efter Den Amerikanske Borgerkrig. De lystige koner, Ford og Page, er her omdøbt til Fjord og Pagh. Og som i en ægte cowboyby møder vi også både en shamanistisk indianer, en glaspudsende saloonejer, en læge og en præst.

De lystige koner - Folketeatret
, og
Foto: Gudmund Thai

Forestillingen er måske Shakespeares mest farce-lignende komedie, og den minder om de senere intrigekomedier af både og Holberg. Da de to fruer finder ud af, at general Falstaff har gjort kur til dem begge, giver de sig i kast med at narre og ultimativt udstille generalen. Det sker i en intrige, som ikke mindst er udtænkt af Madam Rap, og snart bliver fruernes intetanende ægtemænd viklet ind i intrigen.

Komiske roller og sporadisk latter

I rollen som general Falstaff ser vi . Ved hjælp af en komisk styling og kostumering gør han en uforligneligt morsom figur. Hans fysiske komediespil er særdeles velegnet til formatet, og han bevæger sig som en mesterlig klovn i spændingsfeltet imellem tragedie og komedie. Han er en usmagelig og sørgelig Falstaff, og vi ved ikke altid, om vi skal grine ad ham eller trøste ham.

Modsætningerne ser vi også hos fruerne Fjord og Pagh. Så udfordrende, struttende og forførende er i rollen som Maggie Pagh, lige så uskyldig og tro er hun i sine replikker. Og lige så umistænksom er i rollen som hendes mand, Georg Pagh. Omvendt er fuldkommen tildækket og from i kostumet, og alting i hende stritter imod, når hun sensuelt skal forføre Falstaff. Alligevel er hendes mand, Frank Fjord – spillet af , skinsyg uden lige.

De lystige koner - Folketeatret
, og
Foto: Gudmund Thai

Der er blevet leget med manuskriptet (bearbejdet af og efter oversættelse af ) og ikke mindst iscenesættelsen (), så flest mulige gags og farce-elementer bliver dyrket. Dog lykkes det ikke at få pointerne ordentligt ud over rampen. Denne aften på trækker vi på smilebåndet og klukker lidt sporadisk.

Aftenens største respons kommer på en klassisk prut-joke, som her bliver leveret i en forening af replik, mimik og timing. Og prut eller ej, så er det et bevis på, at selv det mindst opfindsomme kan blive hylende morsomt. Man kan ikke skrive eller instruere eller spille sig til en lattervækkende komedie; det er nødt til at være det hele på én gang.

Et enormt cast til en tynd fortælling

I alt er der 14 skuespillere på scenen – og desuden et par cowboyklædte regissører, der også kommer ind som statister. Iblandt dem ser vi blandt andre i en fornøjelig udgave af splejsen Abraham Tyndsak, og er herlig som den homofile Doktor Caius.

De tre damer i front – , og – er en fortrinlig komisk divatrio, Og gør, som tidligere nævnt, en helt ekstraordinær komisk figur som Falstaff. Men historien, som er en beskæring af Shakespeares originale “De lystige koner i Windsor”, er for tynd til at bære alle disse medvirkende. Vi bruger for meget energi på at forstå persongalleriet og ikke mindst deres betydning for historien. Vi ser for lidt til de sjoveste figurer og for meget til de undværlige biroller.

Derfor bliver forestillingen overordnet set en mastodontisk opsætning af en ellers lille og fin sag af en komedie. En underholdende udgave af “The Merry Wives of Windsor”, der bæres af en håndfuld centrale skuespillere og en klassisk intrige.

“De lystige koner” er på turné med til og med den 16. marts 2018.


Af: Bearbejdet af: og Oversættelse: Iscenesættelse: Medvirkende: , , , , , , , , , , , , og Scenografi: Koreografi: Lysdesign: Lyddesign:  | Produceret af:

De lystige koner - Folketeatret
og
Foto: Gudmund Thai
De lystige koner - Folketeatret
og
Foto: Gudmund Thai
Del dette indlæg