ANMELDELSE: De stuerene, Mungo Park Kolding

Velformuleret, debatskabende scenekunst med forestillingen “De stuerene” om 20 år med Dansk Folkeparti.

“JEG ER” står der over scenen med store røde bogstaver. Nedenunder tager forestillingen “De stuerene” fat på det, de på Mungo Park Kolding kalder en krønike om 20 år med Dansk Folkeparti. Hovedpersonen hedder Pia Kjærsgaard, og Frank Thiel er en fortæller-lignende karakter, der i det ene øjeblik agerer Pia Kjærsgaards far og i det næste øjeblik Poul Nyrup Rasmussen. Manuskriptet er tilvejebragt af dramatiker Line Mørkeby i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og Lasse Bo Handberg. Skuespillerne glider ind og ud af roller og replikker, og ordene svæver frit i lokalet med en stærk tone af satirisk skarphed. “De stuerene” viser et nuanceret billede af Dansk Folkeparti – den skildrer både vores opfattelse af partiet på godt og ondt og et mere objektivt blik på partiet og det politiske landskab udefra igennem 20 år. Det er oplysningsteater og komedieteater på én gang!

Derfor er “De stuerene” et eksempel på samfundsrelevant teater, når det virkelig fungerer. Den vidner om stort forarbejde – både i forhold til manuskriptudviklingen, men også i forhold til den dygtighed, man mærker hos iscenesættelsen af Kasper Sejersen såvel som hos skuespillerne.

Vi møder først en prolog, mens vi står i Mungo Park Koldings teaterfoyer, som er skrevet af Pia Kjærsgaard. Hun imødekommer vores fordomme, og samtidig får vi en lille knude i maven over, hvad det nu er, vi skal være en del af; er det propaganda eller kunst? Herefter bevæger vi os op imod teatersalen, hvor en duft ef veltilberedt svinekød breder sig. De rød-hvide farver er voldsomt til stede overalt, og på scenen står “DANMARK” i mandshøje, hvide træ-bogstaver, og ovenover svæver de røde “JEG ER”, så forestillingen uomtvisteligt må beskæftige sig med ‘danskheden’ – det vi allesammen er.

“Jeg er” bliver til et mantra for forestillingen, som både undersøges med “Hvem er jeg?” og “Hvad er jeg?”, ind til forestillingen slutter med en remse af ord, som kunne beskrive danskheden – en ny og opdateret danskhed.

Der er ingen tvivl om, at Line Mørkeby, Kasper Sejersen og hele Mungo Park Kolding har haft en politisk mission med at opsætte “De stuerene” netop nu. Men det smukke er, at det er ikke selvsagt, hvad denne mission består i. Skal vi skræmmes væk fra Dansk Folkeparti? Eller skal vi nu for alvor til at lære dem at kende, forstå dem og stå ved dem som et seriøst og voksent parti, der har mere magt, end andre partier havde troet, de kunne få? Skal vi erkende, at Dansk Folkeparti havde ret, da de for 20 år siden sagde alt det om indvandring, som selv humanisterne siger i dag? Missionen er velsagtens netop at få talt om Dansk Folkeparti på en fornuftig måde. De er mere end hver femte af os. Det er blevet populært at være imod dem, og færre og færre mennesker går op i, hvorfor de er imod dem – det er man bare. Og så stemmer man måske selv på dem næste gang igen.

Rent teknisk kunne manuskriptet strammes op med 15-20 velskårne minutter, som havde fået intensiteten til at ramme mere rent. Iscenesættelsen følger loyalt manuskriptet på manuskriptets præmisser og kunne som sådan også godt have tålt en opstramning. Der er momenter, hvor vi taber entusiasmen i den ellers medrivende og engagerende forestilling. Skuespillerne leverer varen, som det kan forventes. Der er ikke tale om stort drama, og derfor ser vi heller ikke nogen dyb karakterarbejde. Til gengæld ser vi skuespillere med stor kropsforståelse og fornemmelse for komisk timing.

Mungo Park Kolding markerer sig igen med en forestilling, der formodentligt vil give genlyd i det danske teaterlandskab de kommende år. Forestillingen “De stuerene” spiller ind til den 5. marts 2016 og tager på turné i efteråret.

Manuskript: Line Mørkeby i samarbejde med Jens Korse, Michael Schøt og Lasse Bo Handberg – prolog af Pia Kjærsgaard | Iscenesættelse: Kasper Sejersen | Medvirkende: Maja Juhlin, Frank Thiel, Marie Nørgaard, Carl-Christian Riestra og Cecilie Gerberg | Scenograf: Louise Beck | Lyddesign: Anders Storm | Lysdesign: Morten Dorvin