Verdens bedste lortefar
Teatret Masken kombinerer en rørende far-datter-historie med et borgerscenelignende koncept baseret på unges oplevelser med ‘den første gang’.
Titlen er “Den første gang”, på plakatbilledet står et par og kysser, og programteksten fortæller, at hovedpersonen Liva får penge af sin far for at være hans ‘oplevelses-buddy’. Måske er denne anmelders associationsrækker helt skæve, eller måske har Teatret Maskens kommunikation om forestillingen simpelthen slået fejl.
Men for den rene er alting jo rent, og lad det her understreges for de mere brogede hjerner: “Den første gang” er ikke en forestilling om overgreb, incest eller sugar-dating!
Tværtimod, vil jeg endda sige. For faderen i forestillingen er måske noget af det sødeste i Thomas Bangs skønne gestaltning af ham. Og forestillingen udvikler sig til en fin og rørende historie om en genfundet kærlighed til sin alt for fraværende far.
De unges egne historier
Jo, titlen refererer til den første gang, Liva har sex. Men den refererer også til den første gang, hun springer ud fra tremetervippen, og den første gang, hun bunder en hel øl. Og ikke mindst refererer den til dogmet for de oplevelser, hun og hendes far skal have sammen: De skiftes til at vælge, hvad de skal lave, men de må ikke have prøvet det før.
Det er ellers en klassisk teenagerhistorie om den første kæreste, som slår op via sms dagen efter, at de har været i seng sammen, og om en veninde, der skjuler sine problemer under den langærmede hættetrøje. Og så om de pinlige voksne.
Teatret Masken har krydret historien med udsagn om ‘den første gang’, der er kommet ud af en workshop med kommunens ottendeklasser. De dukker op i små intermezzi, og de giver anledning til både fnisen og kommentarer i salen. Og det er på trods af – eller måske netop på grund af – at de faktisk er skrevet af dem selv.
‘Den første gang, jeg så porno’, siger en skuespiller i begyndelsen, og allerede her er et par drenge i salen udfordrede.
Grebet minder om borgerscene-koncepter, hvor forestillingen helt eller delvist er baseret på publikums egne historier. Og det giver en relation hen over rampen, hvor teatret ikke blot taler til publikum, men taler med dem. Så vidt formår Teatret Masken at skabe relevant teater.
Ikke pinlig-far-teater
Det er en kunst at lave teater, der gerne vil tale med unge om de emner, som hverken forældre eller andre voksne kan få på dagsordenen. Og så er det sådan set ligegyldigt, hvor pædagogisk, åben eller forstående, man forsøger at gøre sig.
Men ‘Den første gang’ lykkes faktisk med det. Brian Wind-Hansens manuskript er bramfrit og i trit med de unges sprog. Imellem Liva (Anna-Sofie Fredslund) og hendes veninde Bambi (Troels Kortegaard Ullerup, der både spiller veninde og kæresten Mathias) findes en fortrolighed, som publikum bliver lukket ind i. Sammen kan vi give faderen fingeren, når han bliver alt for noller med sine spørgsmål om menstruation og sin akutte beskyttertrang over for Liva imod hendes kæreste.
Og som allerede nævnt er Thomas Bang ikke til at stå for som faderen John. Han er alt for drenget klædt med hue og hals-bling, og da han kommer trillende på sit el-løbehjul og vil have en portion snus af Livas veninde, fornemmer vi en eller anden form for krise hos ham.
Vi tror på ham som alkoholiker, der har forsøgt at drikke sin egen angst for utilstrækkelighed væk, og som nu skal forsøge at knytte et bånd, før han skal i spjældet for spirituskørsel. Men vi fornemmer også, at der stikker noget dybere. Og dét er en historie, der giver klump i halsen.
Derfor er Livas far ikke bare en dum voksen, men måske verdens bedste lortefar, som ikke kun lykkes med sit ærlige forsøg på at reparere forholdet til sin datter, men som også lærer hende og os alle noget om, hvad der er vigtigt i livet.
Vi savner et valg
Men lad mig vende tilbage til begyndelsen af anmeldelsen. Det er nemlig ikke helt irrelevant, at titlen og programteksten sender os på vildfarelse. For der er to forskellige koncepter, der krydser spor i kommunikationsmaterialet, og det går igen i forestillingen.
‘Den første gang’ forsøger nemlig at fortælle en historie om Liva og hendes far, mens den samtidig vil agere oplysningskampagne om unges følelsesliv og akavede oplevelser. Iscenesættelsen af Anna Schulin-Zeuthen og scenografien af Helle Damgård er begge veludførte og giver en grundlæggende god teateroplevelse. Men koncepterne synes at snuble over hinanden, og vi savner et kunstnerisk valg imellem det ene og det andet.
Historien om en far, der vil vinde sin datters tillid tilbage, er stærk nok til at stå alene. Og så er de personlige førstegangshistorier udmærkede afbræk i forestillingen, der tilmed er relevante i forhold til Liva og hendes fars spøjse oplevelsesdogme.
Dramatiker: Brian Wind-Hansen | Iscenesættelse: Anna Schulin-Zeuthen | Skuespillere: Anna-Sofie Fredslund, Troels Kortegaard Ullerup og Thomas Bang | Scenografi: Helle Damgård | Lysdesign: Maria Pi Houmann | Komponist: Rasmus Christensen | Koreograf: Ida Frost | Produceret af: Teatret Masken
Del med dit netværk
