Budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i den tematisk mættede “Hvor tog Robin hen?”.
Den får ikke for lidt med kriminalroman-nostalgi i Teater O og Limfjordsteatrets forestilling “Hvor tog Robin hen?” for de 9-13-årige. Og man kan som voksen spørge sig selv, om en afdanket privatdetektiv fra 1930'erne, der kalder vores hovedperson for “kiddo” og drikker spiritus fra en lommelærke i skæret fra en gadelampe, er en lidt for fremmed reference for nutidens børn.
Men parallellen imellem vores hovedperson, Lisa, og hendes følgesvend Philip Marlowe, der er sprunget ud af Raymond Chandlers detektivhistorier i årene 1933-1941, er interessant. For forestillingen “Hvor tog Robin hen?” handler om ensomhed, og findes der noget mere præcist symbol på ensomhed, end en lone wolf, der trasker igennem den regnvåde nat i Los Angeles' gader efter at have afsluttet et mysterium?
Lisa lever ikke i 1930'ernes Los Angeles, men i 2020'ernes Thisted. Her kommer hun på sporet af den savnede og efterlyste Robin, der går på samme skole som hende. Og det viser sig hurtigt, at de to har meget tilfælles – som for eksempel at ingen af dem har nogen venner eller nogen lyst til at socialisere med klassekammeraterne. Og de finder derfor et venskab hos hinanden i deres glæde ved ensomheden.
Derhjemme forsøger Lisa at holde sin selvmedlidende og temmelig vattede far ved godt humør, mens hendes mor pludseligt er stukket af til København for at finde sig selv i et silent retreat – under overraskende ledelse af en gammel flamme fra ungdomstiden, der i mellemtiden er blevet coach. Også i hjemmet spiller ensomheden altså en central rolle.
Tematisk ekko
Og på den måde er “Hvor tog Robin hen?” et aldeles gennemarbejdet koncept med adskillige vinkler på begrebet ensomhed. Det er som at se en brainstorm folde sig ud på scenen foran os. Desværre bliver det også nærmest for overfortalt. Den ensomme privatdetektiv, den bortløbne skolekammerat og den forladte far bliver tilsammen nærmest et øredøvende ekko af Lisas ensomhed, som det hele i bund og grund handler om.
Dramaturgisk virker historien også lidt for tilfældig med sine løjerlige udviklinger. Den centrale historie er, at Lisa er ude på at opklare mysteriet om Robins forsvinden. Men hun får nærmest sporene foræret – blandt andet af dén politibetjent, som hun af uvisse årsager forsøger at holde ude af efterforskningen.
Uden rigtigt at bruge sporene til noget, og uden egentlig fremdrift i det hele taget, nærmest falder hun pludselig over Robins gemmested og kalder mysteriet opklaret uden nogen forklaring. Nogen rigtig spændende eller særligt kryptisk krimihistorie er det altså ikke.
Manuskriptet er dog ganske morsomt skrevet og indeholder også et par regulære jokes til glæde for de voksne – især i Lisas far, der siger alt det forkerte foran sit barn, når man er en forælder i krise. En humor, som Anders Valentinus Dam evner at formidle klokkeklart i rollen som Lisas far.
Visuelt balanceret
Visuelt formår scenograf Nana Andrea Tiefenböck og lysdesigner Mads Bjerregaard Nielsen tilsammen at finde en fin balance imellem det 50'er-filmiske udtryk i scenerne med Lisa og Philip Marlowe under gadelampen og det moderne tegneserieagtige udtryk i scenografien med sine stærke farver.
Steen Nedergaard Haugesen står for iscenesættelsen og får i det store hele indarbejdet en spænding i forestillingen, som ikke er kommet helt af sig selv. Og det bliver i sin helhed også en ganske underholdende iscenesættelse, hvilket skuespillerne Stina Mølgaard og Anders Valentinus Dam dygtigt understøtter.
Et par tekniske løsninger som en gadelampe på hjul, der uomtvisteligt får Marlowe til at ligne en hospitalspatient med et drop-stativ, og et fjernstyret arkivskab, der larmer noget så gevaldigt, bliver irriterende elementer i forestillingen. Og de få musikalske indslag med sange af Rasmus Seebach og Green Day virker også underligt malplacerede, selvom sangene tematisk giver mening.
Men når de 60 minutter er gået, forlader vi altså salen med et klart budskab om ensomhed og venskab, som næppe kan fare hen over hovederne på de små, om end der må være dele af forestillingen, de ikke rigtigt kan forstå eller forholde sig til.
Idé og manuskript: Anna Panduro og Anders Valentinus Dam | Iscenesættelse: Steen Nedergaard Haugesen | Medvirkende: Stina Mølgaard og Anders Valentinus Dam | Scenografi: Nana Andrea Tiefenböck | Lysdesign: Mads Bjerregaard Nielsen | Komponist og lyddesign: Rasmus Christensen | Produceret af: Teater O og Limfjordsteatret
Del med dit netværk
