ANMELDELSE: Den gerrige, Aarhus Teater

Der er gået gøglerier i Aarhus Teater. Der er måske drillenisser i kulisserne. Forestillingen “All my dreams come true” var morsom, men også en kunstnerisk skuffelse. Den oplevelse fortsatte lige lukt ind i Store Sal på Aarhus Teater, hvor “Den gerrige” druknede i løjerne.

Det er en ganske særlig oplevelse at se “Den gerrige” på Aarhus Teater i øjeblikket. Et ekstremt rødt scenetæppe signalerer romance og amour, mens de tre ænder svømmer idyllisk under den hvide bro. Ud kommer det ene af de unge elskende par, Élise (Laura Christensen) og Valère (Jesper Dupont). Deres kropslighed og komiske samspil fungerer stråelende, og den foregår lige i hovedet på publikum. De fylder os med nysgerrighed, for hvad er det for en verden, vi skal til at forholde os til? En eller anden surrealistisk dimension? Da Élises bror Cléante (Jacob Madsen Kvols) kommer ind med kort, krøllet hår og hænderne karakteristisk dansende over hovedet, får udtrykket et nærmest tegnefilmsagtigt skær.

Tæppet går op, og der står han: Harpagon (Niels Ellegaard)! Han prøver at gemme sin kiste med penge. Først under et stykke græstæppe. Så et andet sted under det samme stykke græstæppe. Og hver gang han tror, det lykkedes, opdager han, at nogen måske har set ham gemme kisten. Men hvad, der ligner en besættelse af penge og sparsommelighed – ligesom forestillingen traditionelt har stået for – så spiller Niels Ellegaard mere rollen Harpagon som en egoistisk gammel mand. Langsomt skrider hans gerrighed over i begær og griskhed. Hans giftermål med sin egen søns udkårne bliver magtliderligt spil imellem de to.

Taktvist igennem forestillingen bliver tøjlerne slappere og slappere. Mere slapstick, flere jokes, mere farce og flere gags. Hele tiden kører hjulene stærkere og stærkere. Man må have respekt for, at forestillingens instruktør, Runar Hodne, har valgt at opsætte forestillingen som en komedie frem for alt, men når forestillingens grundlag går fløjten for æstetikkens og komikkens skyld, så bevæger man sig ud på farlig grund. Så kunne vi lige så godt have taget til stand-up eller cirkus.

Frosine (Merete Hegner), der er katalysatoren for hele familiens konflikt, forklarer Harpagon, at den unge Mariane kun vil giftes med gamle mænd. Jo ældre des bedre. Hun pudrer hans hår, så han kommer til at se ældre ud. Da Mariane kommer til Harpagon, udbryder der pludselig vild dansemusik med en voldsom bas, og Harpagon danser som en ung hingst. Det bryder ikke kun med forestillingens stil, men også med Harpagons karakter. Og sådan forsætter det i både stor og lille grad igennem forestillingen. Der er blevet taget en række stilistiske beslutninger, som man kan undre sig over – men langt hen ad vejen fungerer de. Dog er den primære følelse, man får, at det er for alt meget.

Spørgsmålet er bare, om det nok til at give mening for en klassiker som “Den gerrige”. Og om sammenfaldet med gøglerierne i “All my dreams come true” bare er et tilfælde. Eller måske skal vi droppe idéen om, at teatret skal vise os sandheder, og i stedet beslutte os for, at landsdelsscenerne fra nu af er statstøttede latterklubber. Vi må se til Aarhus Teaters næste forstilling, om det er en bevidst linje, som teatret har valgt for denne sæson.

Dramatiker: Molière | Bearbejdelse og iscenesættelse: Runar Hodne | Scenografi: Markus Karner | Kostumedesign: Ane Aasheim | Medvirkende: Niels Ellegaard, Jacob Madsen Kvols, Laura Christensen, Jesper Dupont, Sicilia Gadborg Høegh, Merete Hegner, Thomas Bang, Bue Wandahl, Kim Veisgaard, Jens Zacho Böye, Louise Scheel og Ulrik Waarli Grimstad