Kan man alt, selvom man har Aspergers?

kommer for tæt på at gøre hovedpersonen Christopher til en særling i deres version af ”Den mystiske sag om hunden i natten”.

★★★★☆☆

»Betyder det, at jeg kan alt?« spørger den 15-årige Christopher, der lider af Aspergers syndrom.

I forestillingen ”Den mystiske sag om hunden i natten” er han den noget atypiske hovedperson, som forstår verden anderledes, end vi andre gør. Naboens hund er blevet slået ihjel, og Christopher vil opklare mordet. Men folkene omkring ham ønsker ikke, at han blander sig i andres sager, og ingen er lige så optaget af mordet på hunden, som han er.

Samtidigt er der krise i familien og masser af hemmeligheder, som Christopher ikke forstår. Men han forstår, at han er god til matematik, og engang skal han være astronaut, og så vil han sidde alene i sit rumskib med det, han allerbedst kan lide: computere og det ydre rum.

Og det er slet ikke utænkeligt, at det kan gå sådan. Men betyder det virkelig, at han kan alt?

Det er én af de smukkeste slutreplikker i nyere teater. Og på stiller spørgsmålet ud i mørket, hvor ingen svarer. Vi ved jo godt, at selv om der skal være plads til at drømme, så bliver livet ikke let for ham. Og det samme gælder jo i bund og grund os allesammen.

Dermed bliver Christopher ikke bare en særling på scenen, som minder os om, hvor godt vi har det. Han sætter spørgsmålstegn ved den måde, hvorpå vi taler til og omgås hinanden, og det er oplagt at tænke, at han i virkeligheden er mere normal, end de mest normale af os:

»Når folk siger ting, er det som regel forvirrende. For eksempel siger folk tit, at man skal tie stille, men de siger aldrig, hvor længe man skal tie stille.«

Derfor er det afgørende, når man opsætter denne nye klassiker, at man er ekstremt påpasselig med, hvordan man gestalter Christopher-karakteren. Det er så nemt at gøre ham til en særling, men hvis man gør det, mister hele forestillingen sin betydning. Den balance kommer lidt for ofte til at overskride, og særligt i den første halvdel af forestillingen fokuseres der for meget på Christophers særpræg.

Ikke desto mindre er både Kristoffer Helmuths og de øvrige skuespilleres præstationer glimrende, ligesom iscenesættelsen og scenografien også er velfungerende i forhold til fortællingen. Særligt er menneskemylderet og de mange stemmer, når Christopher begiver sig ud på rejsen fra Swindon til London, gjort tilpas stressende og faretruende.

Odense Teaters opsætning lykkes med at fortælle historien om Christopher, men der er et større potentiale i forestillingen. Det så vi i Betty Nansen Teatrets opsætning tilbage i 2013. Her var ”Den mystiske sag om hunden i natten” ikke mere mystisk, end at den kunne handle om både dig og mig.


Tekst: Simon Stephens efter bog af Mark Haddon | Oversættelse: Christian Bundegaard | Bearbejdelse: og Mathias Rosenkrands Bech | Iscenesættelse:  | Medvirkende: , , , , , , og Scenografi og kostumedesign: Lysdesign: | Lyddesign og musik: | Produceret af:

Del dette indlæg